Er fem års OPUS bedre end to?

Opsøgende, intensiv behandling af unge med skizofreni (OPUS) har vist sig at have en markant positiv – men desværre forbigående – effekt. Nu undersøges det, om man kan opnå en længerevarende effekt ved at forlænge behandlingen.

​​

Tidligere blev skizofreni anset for at være en kronisk sygdom, hvor sygdommen og dens symptomer kun forværres over tid. Men nyere undersøgelser sætter spørgsmålstegn ved denne opfattelse. Bl.a. har et dansk studie påvist en markant positiv effekt ved OPUS-behandling, som er et opsøgende, intensivt behandlingstilbud målrettet unge, som har debuterende tegn på skizofreni.

Oprindeligt nærede læger og forskere forhåbning om, at OPUS kunne fungere som en slags kørekort til en tilværelse med færre symptomer og mere beskæftigelse, når det intensive, to-årige behandlingsforløb sluttede, og patienterne overgik til distriktspsykiatrien. Desværre viser erfaringerne på nuværende tidspunkt, at den gavnlige effekt af behandlingen aftager, når OPUS-forløbet slutter – og at behandlingen derfor mere virker som en slags hovedpinepille: Den virker tilsyneladende kun, så længe man er i behandling.

Håbet lever endnu

Håbet om en varig effekt af OPUS-behandlingen lever dog endnu. Dette projekt vil undersøge, om man kan opnå en længerevarende positiv behandlingseffekt ved at forlænge det intensive tilbud til fem år.

Det vil i givet fald have store positive konsekvenser for den enkelte patient. På samme måde vil det også kunne frigøre store samfundsøkonomiske ressourcer, hvis det viser sig, at patienter med skizofreni bliver i stand til at leve en normaliseret tilværelse med færre sygdomssymptomer efter endt OPUS-behandling.

Fondsmodtager: Ekstern lektor, seniorforsker, Carsten Rygaard Hjorthøj

Sted: Psykiatrisk Center København, Region Hovedstadens Psykiatri

Projekt: Randomiseret forsøg om to versus fem års specialiseret opsøgende behandling i første episode psykose – OPUS 2

Bevilliget beløb: kr. 1.500.000

Samlet budget: kr. 5.000.000

Kontaktperson: Carsten Rygaard Hjorthøj, carsten.rygaard.hjorthoej@regionh.dk, tlf. 3864 7454

Redaktør