Fertilitetsrådgivning til kvinder og par

En ny rådgivningsenhed omkring fertilitet tilbyder individuel vurdering af frugtbarheden og vil forske i, hvordan rådgivningen kan medvirke til at reducere behovet for fertilitetsbehandling.

​​​​​

Hvor den største reproduktive udfordring for blot en generation siden var forebyggelse af uønskede graviditeter, er billedet i dag vendt om: 9 procent af alle danske børn bliver i dag født efter fertilitetsbehandling – og alene i 2011 modtog danske kvinder over 31.000 fertilitetsbehandlinger, mens antallet af provokerede aborter er halveret i forhold til 60’erne og 70’erne.

Med etableringen af en fertilitetsrådgivningsklinik ønsker forskerne at nedbringe behovet for fertilitetsbehandlinger. Disse har nemlig store både fysiske og psykiske omkostninger for de involverede par – og er økonomisk belastende for samfundet.

​På jagt efter årsager til infertilitet

I rådgivningsklinikken vil man primært vurdere kvindens ægreserve og prøve at vurdere hendes resterende tid som frugtbar. Derudover undersøger man også forskellige livsstilsfaktorers, genetiske dispositioners og tidligere sygdommes indflydelse på frugtbarheden. Et eksempel er, hvordan mødrenes alder ved menopause kan have betydning for deres døtres frugtbarhed.

Sigtet er at udvikle en model, der kan forudsige kommende fertilitetsproblemer for unge kvinder – eksempelvis via en blodprøve eller ved hjælp af et spørgeskema, som kvinderne selv udfylder på nettet. På den måde kan man øge opmærksomheden – og måske bryde – den nuværende tendens til at udskyde familiedannelse og graviditet. Det vil i sig selv være med til at mindske behovet for fertilitetsbehandlinger.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, dr.med. Anders Nyboe Andersen

Sted: Fertilitetsklinikken, Rigshospitalet

Projekt: Fertilitetsrådgivning til kvinder og par i den reproduktive alder

Bevilliget beløb: kr. 1.461.316

Samlet budget: kr. 2.001.316

Kontaktperson: Anders Nyboe Andersen, anyboea@rh.dk, tlf. 3545 1315


Redaktør