Kortlægning af bevidsthedens mekanismer

Lægerne kender i dag kun meget lidt til de mekanismer, som bestemmer, om en patient er i stand til at genvinde bevidstheden efter en svær traumatisk hjerneskade. Nyt studie på Hvidovre Hospital fokuserer på at forbedre de diagnostiske redskaber.

​​​​​

Patienter som overlever svær traumatisk hjerneskade kan befinde sig i forskellige stadier af bevidsthed; fra en permanent vegetativ tilstand over en minimal bevidst tilstand med sporadiske tegn på bevidsthed til fuldt at genvinde bevidstheden.

Man kender dog kun meget lidt til de mekanismer, som er bestemmende for, om den enkelte patient genvinder sin fulde bevidsthed eller ej. Derfor er det i dag meget vanskeligt at forudsige, hvilke patienter der forbliver i en vegetativ tilstand og hvilke som omvendt genvinder bevidstheden.

Håb om bedre diagnostik

For at forbedre diagnostikken for patienter, som overlever svær traumatisk hjerneskade, vil forskerne på Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed på Hvidovre Hospital nu undersøge en række patienter med forskellige billeddannende metoder. Projektet afvikles i samarbejde med Afdelingen for Højtspecialiseret Neurorehabilitering/Traumatisk Hjerneskade på Glostrup Hospital. Antagelsen er, at bevidstløshed skyldes, at forbindelsen mellem særlige områder i hjernebarken er blevet forringet, og at der er en sammenhæng med hjernens evne til at sammenholde informationer fra flere områder i hjernen.

Derfor undersøger forskerne netop forbindelserne i hjernen hos patienter med svær traumatisk hjerneskade ved hjælp af avancerede skanningsmetoder. Resultaterne munder forhåbentlig ud i bedre diagnostiske redskaber, så lægerne fremover med større sikkerhed kan forudsige, om en patient er i stand til at genvinde sin bevidsthed.

Fondsmodtager: Professor, forskningsleder Hartwig Roman Siebner

Sted: Funktions- og Billeddiagnostisk Enhed, Hvidovre Hospital

Projekt: Kortlægning af hjernens forbindelser efter svær traumatisk hjerneskade til at forstå og forudsige genvinding af bevidsthed

Bevilliget beløb: kr. 922.587

Samlet budget: kr. 4.608.289

Kontaktperson: Hartwig Roman Siebner, hartwig.siebner@drcmr.dk, tlf. 3862 6541

Redaktør