Hjælp til livsstilsændringer efter kræft

​Rygning og alkohol kan forårsage kræft – og formentlig også mindske effekten af behandlingen af kræft. Derfor undersøger nyt projekt, hvordan og hvornår man bedst muligt sætter ind med støtte til kræftoverlevere og deres pårørende.

​Rygning er årsag til flere typer kræft, og meget tyder også på, at fortsat rygning efter en kræftdiagnose mindsker effekten af behandlingen – og dermed giver en ringere chance for overlevelse. Meget tyder på, at det forholder sig på tilsvarende måde med et overforbrug af alkohol. I Danmark er der imidlertid ikke systematiske tilbud om hjælp til at stoppe med at ryge eller hjælp til at mindske sit alkoholforbrug efter en kræftbehandling.

Derfor vil dette projekt undersøge sammenhængen mellem fortsat rygning og/eller alkoholoverforbrug og sygeligheden efter en kræftdiagnose – herunder også den samfundsøkonomiske betydning, som forventes at være ganske stor. Desuden vil forskerne fokusere på, hvordan og hvornår man bedst muligt kan støtte kræftoverlevere og deres pårørende i rygestop og et mindsket alkoholforbrug.

Anvendelighed på mange diagnoser
Håbet er naturligvis at finde frem til egnede interventionsmetoder, så man bedst muligt kan støtte kræftpatienter i livsstilsændringer. Konkret fokuseres der i projektet på patienter, der er behandlet for kræft i tarmkanalen eller urinvejene, men det er forventeligt, at resultaterne kan anvendes til patienter med andre kræftdiagnoser.

Hvis der udvikles en systematisk indsats over for tobaks- og alkoholrelaterede sygdomme hos kræftoverlevere og deres pårørende, vil det gavne den enkelte patient i form af øget livskvalitet og bedre chance for overlevelse. Samtidig må det forventes at have en betydelig samfundsøkonomisk gevinst blandt andet i form af færre genindlæggelser

Fondsmodtager: Seniorforsker, lektor Thordis Thomsen
Sted: Urologisk Klinik og Gastrokirurgisk Klinik, Abdominalcentret, Rigshospitalet samt Urologisk Afdeling og Gastroenheden, Herlev Gentofte Hospital
Projekt: Life:teach. Livet efter kræft – øjeblikket for livsstilsændring og betydning af tobak og alkohol
Bevilliget beløb: kr. 500.000
Samlet budget: kr. 2.721.000
Kontaktperson: Thordis Thomsen, thordis.thomsen.01@regionh.dk, tlf. 3545 0738
Redaktør