Viden frem for traditioner

​I dag er det standard, at patienter på intensivafdelinger behandles forebyggende med mavesårsmedicin. Men ingen ved reelt, om denne behandling faktisk skader patienterne mere, end den gavner. Nyt internationalt forskningsprojekt sætter fokus på denne problematik – til gavn for millioner af patienter verden over.

​Hvert år bliver titusinder af kritisk syge patienter indlagt på intensivafdelinger i Danmark – globalt taler vi om millioner af patienter. Og med en dødelighed på mere end 25 procent er svær kritisk sygdom en af de hyppigste dødsårsager i verden. Derfor er det afgørende, at intensivbehandlingen er evidensbaseret, men i nogle tilfælde bygger den snarere på traditioner end på viden.

Det gør sig eksempelvis gældende for den forebyggende behandling med mavesårsmedicin, som er standard på mange intensivafdelinger. Der er imidlertid mistanke om, at medicinen kan medføre alvorlige bivirkninger som for eksempel lungebetændelse og tarminfektion. Derfor vil dette projekt undersøge, om den forebyggende mavesårsmedicin samlet set gavner patienterne mere end den skader. Det sker i et forskningssamarbejde mellem de fleste danske og op mod 15-20 udenlandske intensivafdelinger.

En vidensbaseret behandling
Dilemmaet er altså, at millioner af intensivpatienter verden over i dag som standard får en behandling, som muligvis skader dem mere, end den gavner. Uanset resultatet af projektet, vil patienterne fremover bliver tilbudt en vidensbaseret behandling - fremfor en traditionsbaseret behandling. Dermed vil behandlingen også blive mere omkostningseffektiv for samfundet.

Efterfølgende vil forskerne monitorere indkøbet af de pågældende lægemidler på danske hospitaler for at få en indikation af, om den kliniske praksis ændres. Tilsvarende vil man holde øje med de internationale kliniske retningslinjer samt reglerne for markedsføring af lægemidlerne hos de europæiske og amerikanske lægemiddelmyndigheder for at sikre, at resultaterne implementeres internationalt.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, forskningsleder Anders Perner
Sted: Intensiv Terapi Klinik, Rigshospitalet
Projek: Stress ulcus profylakse på intensivafdeling, et internationalt multicenter
randomiseret forsøg
Bevilliget beløb: kr. 1.168.870
Samlet budget: kr. 12.519.373
Kontaktperson: Anders Perner, anders.perner@regionh.dk, tlf. 3545 8333

Redaktør