Årsagerne til psykisk sygdom

Ingen kender de bagvedliggende årsager til psykisk sygdom – og derfor er den eksisterende behandling primært symptombehandling. Nye genetiske studier kan imidlertid vise vej til et nyt behandlingsparadigme med fokus på årsagerne – og dermed forebyggelse af svær psykisk sygdom.

​​​​​

Der findes ingen præcise tal for, hvor mange danskere der lider af psykisk sygdom. Men Danske Regioner anslår, at op mod hver femte dansker har en lidelse af ikke-psykotisk karakter (fx depression eller angst) i løbet af et år. Det har store konsekvenser for den enkelte borger og dennes familie, men også samfundsøkonomisk har det voldsomme omkostninger: Udgifterne forbundet med depression og angst alene skønnes at udgøre 20 mia. kroner årligt herhjemme. Paradoksalt nok eksisterer der kun minimal viden om de bagvedliggende årsager til psykiske sygdomme – også for de sygdomme som medfører livslange handicap for den enkelte patient. Fx skizofreni, autisme og ADHD.

Tidlig identifikation og behandling

Nye genetiske forskningsprojekter indikerer imidlertid, at forandringer i enkelte kromosomer kan forårsage svær psykisk sygdom. Derfor sætter dette studie ind på at identificere konkrete biologiske processer i hjernen, der kan lede til udvikling af psykisk sygdom. Dette vil på sigt kunne føre til, at der udvikles helt nye typer lægemidler, som retter sig mod årsagerne til sygdommene – frem for at behandle sygdommenes symptomer.

Håbet er desuden at udvikle nye diagnoseredskaber, så man langt tidligere – potentielt allerede ved fødslen – kan diagnosticere psykisk sygdom. Dermed kan man sætte ind med forebyggende behandling tidligt i livet, og øge livskvaliteten for patient og pårørende samt mindske de samfundsmæssige udgifter.

Fondsmodtager: Professor, forskningschef Thomas Werge

Sted: Institut for Biologisk Psykiatri, Psykiatrisk Center Sct. Hans, Region Hovedstadens Psykiatri

Projekt: Psykiske lidelsers molekylære patologi: Systembiologisk dissektion  ​af sygdomsdisponerende kromosomforandringer

Bevilliget beløb: kr. 1.493.134 

Samlet budget: kr. 2.413.625 

Kontaktperson: Thomas Werge, thomas.werge@regionh.dk, tlf. 3864 2280

Redaktør