Decentral og mere effektiv behandling af leversyge misbrugere

De kommunale misbrugscentre følger borgere med misbrugsproblemer – som i mange tilfælde også lider af alvorlige sygdomme. Et nyt projekt vil afprøve en model for shared care, så patienterne kan behandles for deres sygdom, mens de er på centeret.

​​

Kommunerne i Region Hovedstaden driver en række misbrugscentre, hvor man følger borgere, som er afhængig af forskellige stoffer. Mange af de personer, der kommer på centrene, er desuden smittet med forskellige sygdomme – herunder leverbetændelsen hepatitis C virus, som kan ødelægge leveren og forårsage skrumpelever.

I 2014 skete der et gennembrud i behandlingen af netop hepatitis C virus, så man i mange tilfælde er i stand til at kurere patienterne efter en medicinsk kur på 8-12 uger. Den nye behandling er således langt bedre, mere effektiv og med færre bivirkninger end tidligere.

Behandling på misbrugscentrene

Dette projekt vil bringe denne nye behandlingsmetode ud til borgerne på misbrugscentrene: Man afprøver nemlig en model for såkaldt shared care af denne udsatte og marginaliserede patientgruppe. Altså et samarbejde mellem de hospitalsafdelinger, som normalt varetager behandlingen af sygdommen, og misbrugscentrene, så patienten fremover kan behandles på selve centeret.

Der er kun meget beskedne erfaringer med shared care i Danmark, men ny teknologi, som er udviklet i regi af Copenhagen HIV Programme, skal være med til at sikre, at behandlingen kan gives på en forsvarlig måde. Håbet er, at man kan reducere sygeligheden og dødeligheden hos patienterne – og dermed også mindske den fremtidige risiko for smitte. Desuden vil projektet bidrage til, at det tværsektorielle samarbejde mellem region og kommuner styrkes.​

Fondsmodtager: Professor, overlæge Jens Lundgren

Sted: Klinik for Infektionsmedicin og Reumatologi, Rigshospitalet

Projekt: Udvikling og evaluering af et shared care behandlingssystem for hepatitis C på misbrugscentre i Region Hovedstaden

Bevilliget beløb: kr. 2.653.000

Samlet budget: kr. 4.687.000

Kontaktperson: Jens Lundgren, jens.lundgren@regionh.dk, tlf. 3545 5757 

Redaktør