Der er kemi i luften

Øger kemikalier i fostertilstanden risikoen for barnløshed, overvægt og sukkersyge i voksenlivet? Det vil forskere fra Arbejds- og miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital nu undersøge.

​​​​​

Stadig flere danskere bliver overvægtige, udvikler type 2-sukkersyge og er ude af stand til at få børn. Igennem mange år har man haft mistanke om, at forskellige kemikalier, som ophobes i organismen og miljøet omkring os, har indflydelse på menneskets frugtbarhed – og nu tyder mere og mere på, at stoffer i miljøet også har betydning for udvikling af overvægt og sukkersyge.

Særligt samler mistanken sig om forskellige plastblødgørere – herunder phtalater – og indholdsstoffer i tobaksrøg. Dog viser undersøgelser også, at de kemiske stoffer ikke i nævneværdig grad påvirker den fuldt udviklede menneskelige organisme.

Fokus på fostertilstanden

Derfor koncentrerer forskerne i dette projekt sig om den mest kritiske periode for udviklingen af den menneskelige krop og kønsorganer – fostertilstanden. Ved at måle mødrenes kemikalie- niveauer i blodet under graviditeten vil man undersøge, om kemikalierne kan medføre permanente forandringer hos det voksne barn.

Viser der sig at være en sådan sammenhæng, vil myndighederne have et bedre grundlag for at regulere kemikalierne i vores omgivelser – og dermed på sigt forebygge infertilitet, som i dag rammer omkring 15 procent af alle par.

Fondsmodtager: Professor, overlæge Jens Peter Ellekilde Bonde

Sted: Arbejds- og miljømedicinsk Afdeling, Bispebjerg Hospital

Projekt: Føtal eksponering for kemikalier og risiko for infertilitet, overvægt og prædiabetes i voksenlivet

Bevilliget beløb: kr. 467.688

Samlet budget: kr. 7.606.532

Kontaktpersoner: Ina Olmer Specht, ina.olmer.specht@regionh.dk og Emina Mocevic, emina.mocevic.01@regionh.dk, tlf. 3531 3771

Redaktør