Evidens for behandling af muskelskader

Danskerne motionerer mere end nogensinde før, hvilket er godt for folkesundheden. Men mange motionister rammes også af skader – og dette projekt søger derfor at finde den optimale behandling af muskelskader.

​​​​​

Flere tusinde danskere rammes hvert år af akutte muskelskader – fx i form af idrætsskader, men også som følge af fysisk arbejde. I dag ved lægerne imidlertid ikke tilstrækkeligt om, hvordan man optimalt behandler muskelskaderne.

Der eksisterer ganske enkelt ikke nogen evidensbaseret behandlingsstrategi – og derfor heller ikke nogen systematisk tilgang til behandling af muskelskader. Derfor ser man også ofte tilbagefald med nye skader i de allerede beskadigede muskler.

Hård og tidlig træning

Dette projekt undersøger derfor en række forskellige behandlingsstrategier. Projektdeltagerne skal behandles med forskellige kombinationer af tidlig, hård fysisk genoptræning og væksthormon, ligesom man vil undersøge patienter med kroniske smerter efter tidligere skader i blandt andet hase- og lægmuskel.

På denne måde vil forskerne indkredse den optimale genoptræningsstrategi og efterfølgende implementere denne i klinikken. Håbet er også, at de mere basale analyser af vævsforandringer, som projektet ligeledes indeholder, vil være et afsæt for at udvikle nye medicinske behandlinger af muskelskader i fremtiden.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, dr. med. Michael Kjær

Sted: Institut for Idrætsmedicin, Ortopædkirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital

Projekt: Muskelskader: Karakterisering, vævs-regeneration og optimal klinisk behandling

Bevilliget beløb: kr. 1.224.840

Samlet budget: kr. 3.145.525

Kontaktperson: Michael Kjær, michael.kjaer@regionh.dk, tlf. 3531 2185

Redaktør