Færre med lammelse efter slagtilfælde

Et slagtilfælde kan have invaliderende følger for patienten, idet mange forbliver lammede i dele af kroppen. Et nyt forskningsprojekt undersøger, om elektrisk stimulering af den lammede kropsdel kan resultere i, at flere undgår permanent lammelse.

​​

Hvert år rammes 15.000 danskere af et slagtilfælde – og mellem 30.000 og 40.000 danskere lever med større eller mindre følger heraf. På verdensplan er slagtilfælde den tredjehyppigste årsag til et liv med handicap.

Blandt de mest almindelige følger af et slagtilfælde er lammelse i armen. For mange patienter kommer motorikken gradvist tilbage i større eller mindre grad – men halvdelen af patienterne kommer aldrig til at bruge deres arm igen. Der er derfor brug for at udvikle nye metoder til genoptræning af disse patienter. Særligt i den tidlige fase efter slagtilfældet, hvor patienterne har vanskeligst ved at følge et fysisk genoptræningsprogram, men hvor potentialet for at forebygge permanent lammelse er størst.

Enkel og smertefri metode


Dette projekt undersøger effekten af at stimulere den lammede arm med svage elektriske impulser. Metoden har allerede vist sig lovende; enkelte sessioner fremmer faktisk motorikken i armen, men den positive effekt aftager efter kort tid.

Derfor vil forskerne i projektet gennemføre gentagne behandlinger med elektriske impulser over flere uger for at undersøge om den positive effekt vil vare ved. Viser metoden sig egnet, kan den enkelt og tidligt indføres i genoptræningen af patienter med slagtilfælde, da den ikke kræver patientens aktive deltagelse – og heller ikke er hverken smertefuld eller ubehagelig.

Fondsmodtager: Professor, fysioterapeut, dr. med. Stig Peter Magnusson

Sted: Forskningsenheden for Muskuloskeletal Rehabilitering og Institut for Idrætsmedicin, Bispebjerg Hospital

Projekt: Elektrisk somatosensorisk stimulation til genoptræning af den paretiske arm i den akutte apopleksi fase – en RCT

Bevilliget beløb: kr. 593.450

Samlet budget: kr. 2.855.883

Kontaktperson: Stig Peter Magnusson, peter.magnusson@regionh.dk, tlf. 2031 4676

Redaktør