Forebyggelse af demens

Jo ældre vi bliver – jo højere er risikoen for at udvikle demens. Et nyt projekt søger at udvikle nye diagnostiske redskaber, så lægerne kan forudsige, om man vil udvikle sygdommen – og dermed sætte tidligt ind med forebyggelse.

​​

Rundt omkring i verden lider mere end 35 millioner mennesker af demens – i Danmark alene lever omkring 80.000 patienter med demens. Forekomsten stiger i takt med alderen; man regner med at omkring 1 procent af den 60-årige befolkning lider af sygdommen, mens det for borgere på 90 år eller ældre er 30 procent.

Eftersom livslængden konstant øges i den vestlige verden, er det i stigende grad nødvendigt at identificere de borgere, som har størst risiko for at få sygdommen. Man har allerede identificeret et bestemt arveanlæg som en stærk risikofaktor for at udvikle demens, men dette anlæg er for upræcist til at kunne anvendes i klinisk brug.

Bedre diagnostisk redskab

Derfor søger dette projekt at udvikle et nyt diagnostisk redskab, som kan anvendes klinisk: Ved at undersøge hele arveanlægget for en stor gruppe personer, som har øget risiko for at udvikle sygdommen, håber forskerne at kunne udpege en ekstra genetisk komponent, som er bestemmende for udviklingen af sygdommen.

Dermed bliver man i stand til at give en langt mere præcis risikovurdering for den enkelte patient. Det vil gøre det muligt at målrette forebyggelse bedre og at sætte tidligere ind med tiltag, der kan være med til at udsætte sygdommens debut og væsentlig højne livskvaliteten for den enkelte patient. På sigt kan den øgede forståelse af sygdommen desuden danne afsæt for udvikling af ny medicin.

Fondsmodtager: Klinisk forskningslektor, overlæge Ruth Frikke-Schmidt

Sted: Klinisk Biokemisk Afdeling, Rigshospitalet 

Projekt: Nye gener for demens – målrettet forebyggelse og behandling

Bevilliget beløb: kr. 1.500.000

Samlet budget: kr. 3.973.250

Kontaktperson: Ruth Frikke-Schmidt, ruth.frikke-schmidt@regionh.dk, tlf. 3545 4348​​​

Redaktør