På sporet af årsagen til Type 2-sukkersyge

I dette projekt søger forskerne årsagerne til, at eksempelvis børn med lav fødselsvægt senere i livet har forøget risiko for at udvikle sukkersyge og overvægt.

​​​​​

Både fedme og sukkersyge er alvorlige trusler mod folkesundheden. Man ved, at børn af mødre med graviditetssukkersyge eller type 1-sukkersyge ligesom børn med lav fødselsvægt har en øget risiko for at udvikle fedme og type 2-sukkersyge senere i livet. Men man har ingen klare beviser for, hvorfor det forholder sig på denne måde.

Tidlige ændringer i næringsmiljøet

Dette projekt undersøger stamcellernes programmering. Stamcellerne dannes under fostertilværelsen, og de er hele tilværelsen igennem med til at forny og reparere kroppens organer. Derfor kan stamcellerne have stor betydning for, hvordan kroppen udvikler sig i voksenlivet.

Hypotesen i projektet er, at ændringer i næringsmiljøet i fostertilstanden kan medføre ændringer af, hvordan muskel- og fedtstamcellernes genetiske udtryk bliver senere i livet, og på den måde føre til udvikling af blandt andet type 2-sukkersyge.

Ved at undersøge stamceller fra personer med enten lav fødselsvægt eller født af mødre med graviditetssukkersyge eller type 1-sukkersyge, vil forskerne undersøge, om det forholder sig sådan. Desuden vil de undersøge, om man kan opdage disse genetiske ændringer i stamcellerne ved at tage en blodprøve – herunder i navlestrengsblod, udtaget umiddelbart efter fødslen. Dette kan på sigt medvirke til at udvikle nye behandlingsformer og forebyggelsesstrategier.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, dr. med. Allan Vaag

Sted: Medicinsk Endokrinologisk Klinik, Rigshospitalet 

Projekt: Muskel- og fedtstamcelle epigenetik og fuktion i føtal programmering 

af type 2 diabetes

Bevilliget beløb: kr. 1.210.000 

Samlet budget: kr. 8.093.556

Kontaktperson: Allan Vaag, allan.vaag@regionh.dk, tlf. 4016 6339

Redaktør