Smertemekanismerne i migræneanfald

Forskerne håber at tage et stort skridt i retning af at udvikle skræddersyet medicin til migrænepatienter, når de forhåbentlig kan identificere netop de arveanlæg, der er aktive under et anfald.

​​

Helt op mod 16 procent af alle danskere rammes af migræne. Migræne er en i perioder næsten invaliderende sygdom med stærke smerter, funktionsnedsættelse – og dermed med voldsomme personlige omkostninger for den enkelte patient og for samfundet som helhed.

Selvom migrænebehandlingen med udvikling af ny medicin og stadig større forståelse for sygdommen er blevet væsentligt forbedret de senere år, er der stadig et stort behov for bedre præparater med færre bivirkninger.

På vej mod skræddersyet behandling

Derfor vil det aktuelle projekt zoome ind på mekanismerne i smertebanerne under et migræneanfald. Man har tidligere fundet et signalstof, der udløser migrænelignende anfald, og med en særlig teknik – næste generations sekventering – er det muligt at identificere præcis de gener, der er aktive under et smerteanfald.

Det gør det formentlig og forhåbentlig muligt for forskerne at identificere et lille antal aktiverede arveanlæg, som er bestemmende for migræne. Sammen med genetiske undersøgelser og undersøgelser af stamceller fra migrænepatienter, håber man dermed at have taget et stort skridt i retningen af at udvikle skræddersyede, mere effektive og mindre bivirkningsprægede migrænepræparater.

Fondsmodtager: Professor, overlæge Jes Olesen

Sted: Neurologisk Afdeling, Glostrup Hospital

Projekt: Analyse af migræne mekanismer hos rotter og mennesker ved 

Næste Generations Sekventering

Bevilliget beløb: kr. 467.688

Samlet budget: kr. 7.760.274

Kontaktperson: Jes Olesen, jes.olesen@regionh.dk, tlf. 3863 3036

Redaktør