Diabetes og hjerterytmeforstyrrelser

​Hos nogle patienter øger behandlingen af type 2-diabetes paradoksalt nok risikoen for at udvikle hjertekarsygdom. Dette projekt fokuserer på at kunne identificere denne patientgruppe, så man kan målrette behandlingen derefter.
Flere og flere personer får type 2-diabetes – både i Danmark og resten af verden. Og mange diabetespatienter dør for tidligt som følge af hjertekarsygdom. Den primære behandling af type 2-diabetes er at sænke patientens blodsukker, men udfordringen er imidlertid, at denne sænkning af blodsukkeret tilsyneladende er forbundet med en øget dødelighed på grund af hjertekarsygdom.

I dette forskningsprojekt undersøger man derfor, om patienter med type 2-diabetes har hjerterytme-forstyrrelser, som hænger sammen med episoder med lavt blodsukker. Dette gøres med en indopereret hjertemonitor og løbende måling af patienternes blodsukker. Desuden undersøger forskerne, om en forbedret blodsukkerkontrol kan fremkalde overordnede ændringer i hjerterytmen.

På vej mod individualiseret behandling
Forventningen er blandt andet at kunne identificere patienter, som har forhøjet risiko for at få hjerterytmeforstyrrelser. Det vil give mulighed for at optimere behandlingen af netop denne type høj-risiko patienter – og forhåbentlig forebygge for tidlig død af hjertekarsygdom.

Dermed er projektet et væsentligt skridt i retning af stadig mere individualiseret diabetesbehandling, så man bliver i stand til tidligt at sætte ind med øget forebyggelse af komplikationer. Det vil øge livskvaliteten og livslængden for den enkelte patient og medvirke til en mere fokuseret brug af sundhedsbudgettet - for til gavn for samfundet som helhed.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, dr. med. Tina Vilsbøll
Sted: Center for Diabetesforskning, Medicinsk afdeling F, Gentofte Hospital
Projekt: HYPO_HJERTE: Inducerer hypoglykæmi klinisk relevante arytmierhos patienter med type 2-diabetes? 
Bevilliget beløb: kr. 1.500.000
Samlet budget: kr. 6.470.000
Kontaktperson: Tina Vilsbøll, tina.vilsboll.lauritsen@regionh.dk, tlf. 3867 2461

Redaktør