Effektiv behandling af brystsmerter

​En stor gruppe yngre og midaldrende danskere, langt overvejende kvinder, oplever angstprovokerende brystsmerter, som ikke kan behandles. Projektet her undersøger om problemerne så at sige kan trænes væk.

Omkring 40.000 danske kvinder lider af brystsmerter – uden at have forsnævrede kranspulsårer, som man ellers ser ved ”normale” hjertekramper. Tilstanden er oftest forbundet med utryghed, angst og hyppige hospitalsindlæggelser, og der findes i dag ingen behandling af lidelsen.

Man formoder, at smerterne er forårsaget af såkaldt småkarssygdom, hvor hjertets små blodkar har nedsat evne til at udvide sig. Stort vægttab og hård intervaltræning forbedrer småkarsfunktionen, men hidtil har man ikke kunne påvise, at en forbedring i blodkarrenes funktion også medfører færre brystsmerter.

Ny behandlingsvej
Derfor vil forskerne med dette projekt sætte målrettet ind med et 24 uger langt program, som omfatter målrettet træning, vægttab og stresshåndtering til en gruppe patienter, der oplever bryst- smerter. Undervejs vil man kontrollere kendte risikofaktorer som kvindernes kolesteroltal, blodtryk og blodsukker samt måle på blodgennemstrømningen i kranspulsårerne og monitorere, om patienterne oplever færre smerter.

Håbet er at kunne anvise en ny behandlingsvej for denne store gruppe patienter med kroniske smerter. Da sygdommen overvejende rammer yngre og midaldrende, vil et positivt resultat ikke bare medføre forøget livskvalitet for den enkelte patient, men også betydelige samfundsmæssige gevinster. Bl.a. store besparelser i form af færre indlæggelsesdage, og en fastholdt tilknytning til arbejdsmarkedet.

Fondsmodtager: Professor, overlæge Eva Prescott
Sted: Kardiologisk Afdeling Y, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital
Projekt: Behandling af mikrovaskular angina blandt kvinder – et ”proof of  concept” studie
Bevilliget beløb: kr. 900.000
Samlet budget: kr. 2.335.000
Kontaktperson: Eva Prescott, eva.irene.bossano.prescott@regionh.dk, tlf. ​4026 2134
Redaktør