Hvor længe skal man tage medicin efter en psykose

​Antipsykotisk medicin er i mange tilfælde forbundet med alvorlige bivirkninger, som kan være både sundhedsskadelige og socialt belastende. På grund af risikoen for tilbagefald behandler man i dag rutinemæssigt patienter med psykose med medicinen i mange år. Nyt projekt vil undersøge, om nogle patienter med fordel kan trappes ned eller helt ud af medicinen.
Retningslinjerne for behandling af skizofreni anbefaler, at man efter endt psykose fastholder en såkaldt vedligeholdelsesbehandling med antipsykotisk medicin, fordi denne behandling menes at kunne halvere risikoen for at få tilbagefald. Desværre er der svære bivirkninger ved alle typer antipsykotisk medicin – eksempelvis i form af vægtøgning, træthed og risiko for udvikling af sukkersyge mv.

Samtidig har langtidsundersøgelser af patienter med debuterende skizofreni vist, at mellem 50 og 60 procent af patienterne efter ti år ikke længere har psykotiske symptomer – på trods af, at halvdelen af denne gruppe ikke har fået antipsykotisk medicin de seneste to år.

Gradvis nedtrapning
I dette projekt vil forskerne derfor lave et lodtrækningsforsøg med 250 patienter med velbehandlet debuterende psykose, hvor vedligeholdelsesbehandlingen sammenlignes med en gradvis nedtrapning af medicinen under tæt overvågning. Forskerne undersøger patienternes funktionsniveau, deres bivirkninger til behandling og eventuelle tilbagefald.

Hvis det viser sig, at patienterne med dosisreduktion ikke får flere tilbagefald, men til gengæld oplever færre bivirkninger og derfor har et bedre funktionsniveau, vil projektet sammen med et tilsvarende hollandsk projekt kunne indgå i overvejelser om ændrede retningslinier for behandling af debuterende psykose. Det vil forhåbentligt medvirke til en øget livskvalitet og bedre sundhed for den enkelte patient – og ligeledes medføre store samfundsmæssige besparelser i form af færre udgifter til medicin og til behandling af bivirkninger.

Fondsmodtager: Professor, overlæge Merete Nordentoft
Sted: Psykiatrisk Center København, Region Hovedstadens Psykiatri
Projekt: TAILOR-trial: En undersøgelse af skræddersyede individuelle behov for antipsykotisk medicin 
Bevilliget beløb: kr. 500.000
Samlet budget: kr. 6.120.000
Kontaktperson: Merete Nordentoft, merete.nordentoft@regionh.dk, tlf. 3864 7453

Redaktør