Kan malaria være med til at helbrede kræft

​Et helt særligt malariaprotein har vist sig kun at binde sig til kræftceller – men til gengæld til stort set alle kendte typer af kræftceller. Det åbner for helt nye muligheder for både diagnosticering og behandling.
Tidligere forskning har identificeret et særligt malariaprotein, som binder sig meget kraftigt og specifikt til væv fra kræftknuder – og ikke til andre vævstyper. Ydermere binder proteinet sig til stort set alle former for kræftsygdomme – fra blodkræft til solide kræftknuder i andet væv.

Dermed har man – i hvert fald i teorien – fundet ikke bare en markør, som kan bruges til at opdage alle former for kræftceller i kroppen, men også en mulig metode til at behandle kræften: Hvis man kobler en cellegift til at slå kræftsygdommen ihjel sammen med proteinet, vil man have udviklet en særdeles målrettet behandling.

Et nyt behandlingsparadigme
På forsøgsstadiet er det allerede lykkedes forskerne at slå en kræftsygdom ned, og i dette projekt vil man blandt andet undersøge, hvordan den ”malarialeverede” cellegift slår kræftceller ihjel i levende mus. Desuden undersøger man, hvordan malariaproteinet kan være med til at diagnosticere kræftsygdomme.

På sigt vil denne forskning kunne ændre fundamentalt på tilgangen til kræftbehandling. Viser metoden sig effektiv i dette og kommende studier, vil man senere kunne udvikle helt nye måder at diagnosticere kræft, samt udvikle en meget målrettet facon for kræftbehandling.

Fondsmodtager: Professor, biolog Ali Salanti
Sted: Center for Medicinsk Parasitologi, Rigshospitalet samt ISIM, Københavns Universitet
Projekt: Udvikling af en bred cancerspecifik behandling baseret på et malariaprotein
Bevilliget beløb: kr. 700.000
Samlet budget: kr. 2.300.000
Kontaktperson: Ali Salanti, salanti@sund.ku.dk​, tlf. 2875 7676

Redaktør