Kan man forebygge frembulinger ved stomi

​Nyt forskningsprojekt kan være med til at mindske en udbredt komplikation efter stomianlæggelse. Det kan være med til at øge den enkeltes livskvalitet markant og samtidig medføre færre genindlæggelser og reoperationer.
Mange patienter, som får en såkaldt stomi, hvor tarmen føres ud på maven, udvikler en generende bule ved udførselsstedet. Denne frembuling kan medvirke til udvikling af både sociale problemstillinger for den enkelte patient men også til svære hudgener, da afføringen let flyder ud under stomiposen, der har vanskeligt ved at fæstne omkring udbulingen.

Man ved ikke med sikkerhed, hvorfor disse udbulinger forekommer, men en teori er, at de hænger sammen med, at mavemusklerne svækkes i forbindelse med stomioperationen. Ligeledes er det uvist, om udbulingerne over tid udvikler sig til egentlig brok.

Træning af mavemuskler
Dette projekt sætter derfor fokus på frembulingerne og deres indflydelse på patienternes liv gennem interviews, registerstudier og lodtrækningsforsøg. Som led i projektet udvikles et særligt træningsprogram målrettet mavemusklerne til patienter efter stomianlæggelse. Projektet undersøger således også, om målrettet fysisk træning kan have en forebyggende effekt.

Forskningsprojektet vil bidrage til øget viden om denne udbredte komplikation hos patienter efter stomianlæggelse. Viser det sig, at træning kan være med til at forebygge frembuling omkring stomien, vil det – udover store gevinster for den enkelte patients livskvalitet – også medføre en stor samfundsøkonomisk genvist i form af færre sygedage, genindlæggelser og –operationer.

Fondsmodtager: Lektor, seniorforsker Thordis Thomsen
Sted: Abdominalcentret, Rigshospitalet
Projekt: PreParE – Forebyggelse af parastomal buledannelse hos patienter med en tarmstomi
Bevilliget beløb: kr. 1.200.000
Samlet budget: kr. 3.369.850
Kontaktperson: Thordis Thomsen, thordis.thomsen@regionh.dk, tlf. 3545 0738

Redaktør