Neurologisk fokus på behandling af OCD hos børn

​Hvis man kan påvise de præcise virkningsmekanismer i hjernen, når OCD-patienter behandles med kognitiv adfærdsterapi, kan det være med til at udbrede denne bivirkningsløse behandling. Det øger livskvaliteten og sparer samfundet for potentielt store udgifter.
Omkring to procent af danskerne – eller ca. 100.000 personer – lider af OCD. Det er en sygdom, hvor man bliver fanget i et tilbagevendende mønster af tvangstanker og tvangshandlinger. Omkring halvdelen får lidelsen som barn eller ung, og i de værste tilfælde kan sygdommen være socialt invaliderende.

I dette projekt vil forskerne ved hjælp af MR-skanninger af hjernen kortlægge effekten af kognitiv adfærdsterapi som behandling af OCD hos børn. Håbet er at kunne påvise konkrete ændringer i hjernens funktion efter terapien og dermed at kunne udpege den præcise neurobiologiske effekt af behandlingen.

Internetbaseret adfærdsterapi
Kognitiv adfærdsterapi består typisk af forholdsvis enkle øvelser, som patienten skal arbejde med. Og lykkes det præcis at kortlægge de neurobiologiske processer, som ændres ved adfærdsterapien, er der håb om, at det kan medvirke til at udbrede og operationalisere denne type behandling. Det at kunne navngive, hvor og hvordan virkningen udspiller sig, vil åbne op for, at man kan bruge adfærdsterapi på en mere innovativ og målrettet måde i fremtiden – for eksempel via internetbaseret undervisning af børn og unge.

Målrettet, effektiv og tidlig behandling af denne patientgruppe vil betyde, at de får væsentlig mindre kontakt med sundhedsvæsnet fremover. Dermed indebærer det en betydelig samfundsmæssig besparelse. Desuden – og ikke mindst – vil den enkelte patient få markant højere livskvalitet med et liv, der er mindre præget af OCD.

Fondsmodtager: Professor, overlæge, forskningsleder Kerstin Jessica Plessen
Sted: Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center, Region Hovedstadens Psykiatri
Projekt: OCD-trial: Neurale mediatorer for effekten af kognitiv adfærdsterapi for OCD hos børn og unge
Bevilliget beløb: kr. 1.475.000
Samlet budget: kr. 5.970.000
Kontakt​person: Kerstin Jessica Plessen,

Redaktør