Samarbejdsaftale mellem Region H. og Massachusetts

Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Skåne indgik 20. juni en samarbejdsaftale med den amerikanske delstat Massachusetts.
Den nye aftale skal udvikle og styrke samarbejdet på sundhedsområdet med særlig fokus på forskning og erhvervsudvikling inden for biotek, medicinal- og medico-industri – det såkaldte Life Science område.

Underskrevet i Boston

Repræsentanter fra Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Skåne underskrev aftalen til den store bio-messe i Massachusetts’ hovedstad Boston, hvor også guvernøren, Deval Patrick, satte sin underskrift.

En af verdens Life Science klynger

Massachusetts er hjemsted for nogle af verdens stærkeste erhvervs- og forskningsklynger inden for biotek-, medicinal- og medico-industrien. Der er over 500 biotekvirksomheder i delstaten, hertil kommer meget stærke forskningsmiljøer på universiteter som MIT (Massachusetts Institute of Techology) og Harvard samt en række stærke universitetshospitaler.

Guvernøren meget interesseret i samarbejde

I Øresundsregionen er Life Science koncentreret i dansk-svenske Medicon Valley, der er kendt som en af Europas stærkeste klynger på det område. Øresundsregionen er samtidig hjemsted for et meget stærkt forskningsmiljø inden for sundhed, både på universiteter og hospitaler. Det er baggrunden for, at guvernøren for Massachusetts er interesseret i et styrket samarbejde.

Stor betydning for forskning og netværk

Aftalen skal bl.a. føre til styrkede forskningssamarbejder, udveksling af forskere og studerende mellem Øresundsregionen og Massachusetts. Det vil være med til at styrke virksomhedsnetværk og fremme erhvervsudviklingen samt give lettere adgang til amerikanske forskningsmidler.

Ambassadørprogram som løftestang

Medicon Valley Alliance har med støtte fra bl.a. Vækstforum Hovedstaden etableret et såkaldt ambassadørprogram, hvor udstationerede ”Life Science ambassadører” hjælper dansk-svenske Life Science virksomheder og institutioner til internationalisering. Life Science ambassadøren i Boston, Torsten Jepsen, har spillet en vigtig rolle i faciliteringen af den nye aftale.

Fakta:

Samarbejdsaftalen mellem The Commonwealth of Massachusetts og Region Hovedstaden, Region Sjælland og Region Skåne skal:

  • Fremme udveksling af forskere og studerende.
  • Fremme aktiviteter, der kan styrke forskningssamarbejder inden for Life Science.
  • Identificere særlige projekter eller partnerskaber, der kan føre til nye eller styrkede forskningssamarbejder.
  • Identificere og anvende statslige ressourcer og programmer til at understøtte samarbejde og kommercialisering af forsknings- og udviklingsprojekter og resultater.
  • Etablere en ramme hvor alle parter kan indgå i fælles forsknings- og udviklingsprojekter, som kan udvikle nye produkter og processer, der kan udnyttes kommercielt på det globale marked.
Redaktør