Global Excellence 2013 er åben for ansøgninger

Der uddeles i år og fremover to priser årligt på hver 1,5 mio. kr.

Igen i år vil Region Hovedstaden uddele prisen ’Global Excellence - i Sundhed’ til regionens bedste faglige miljøer inden for forskning, udvikling og ibrugtagning af ny viden på sundhedsområdet. Både universiteter og hospitaler/psykiatriske centre i regionen kan søge om anerkendelsen. Med prisen følger en bevilling på 1,5 mio. kr.

​​Krav til ansøgere

Kravet for at komme i betragtning er, at ansøger er en fagligt og organisatorisk afgrænset enhed beliggende på et universitet eller hospital/psykiatrisk center i hovedstadsregionen.

Ansøgerne skal kunne vise, at deres forskning foregår på højeste nationale og internationale niveau, samt at den nye viden fra forskningen tages i brug og bidrager til udviklingen i patientbehandlingen.

Ansøgningsfristen er tirsdag den 2. april 2013 kl. 12.00.

​Om Global Excellence

Global Excellence – i Sundhed er etableret i et samarbejde mellem Region Hovedstaden, Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet. Prisen blev uddelt første gang i 2010, og der vil fremover årligt blive uddelt to Global Excellence priser. Målet med prisen er at anerkende og fremme kompetente faglige miljøer i international særklasse inden for sundhedsområdet på regionens hospitaler/psykiatriske centre og universiteter.

Redaktør