Vil gerne være med til at gå forrest

​Louise, assisterende afdelingssygeplejerske på Herlev Hospitals geriatriske afdeling, blev både opfordret og skubbet lidt mod lederopgaven, men er nu blevet rigtig glad for det.

Hvad brænder du særligt for som medicinsk sygeplejerske?

Der er rigtig mange ting. Men lige nu er det ledelse. Jeg er glad for at få lov til at beskæftige mig med faglighed på en anden måde. Der er alsidighed i arbejdet. Den assisterende funktion er god når man har stor faglig passion og gerne vil være med til at gå forrest. Jeg har rum til at dykke ned i den nyeste viden om fx ernæring og dysfagi – og give den viden videre. Og så er der den krølle, at jeg her kan kombinere den viden med patienternes egen oplevelse. Hvad fylder hos dem. Hvad er det de lægger mærke til og hvad ser de slet ikke. Det er meget givende. 

Hvad bragte dig hertil?

Af de steder jeg har været, er det klart her, jeg er blevet allermest udfordret fagligt­. Det har været her, at jeg er blevet præsenteret for allerflest komplekse patienter og problemstillinger. Her jeg er blevet præsenteret for alle livets aspekter. Socialt, psykisk og fysisk. Jeg synes jeg blev mødt med alt, når jeg gik på arbejde. Og for mig som ung sygeplejerske betød det alt, da jeg skulle vælge, hvilken afdeling jeg gerne ville arbejde på. Jeg havde egentlig ikke tænkt, at det var ledelsesvejen jeg ville. Men blev opfordret og også skubbet lidt. Og det er jeg glad for nu.  


Redaktør