​​

Uddannelser & kompetencer til fremtiden

​Uddannelser & kompetencer til fremtiden Udviklingen af nye teknologier og digitaliseringen af mange funktioner i samfundet går lynhurtig. Det stiller nye og flere krav til os som borgere i fremtiden – både når vi vælger uddannelse, tjekker ind på arbejdsmarkedet eller bestiller tid hos lægen. Uddannelse er nøglen, der kan ruste den enkelte til fremtidens udfordringer og bidrage til en bæredygtig udvikling, så hovedstaden også i fremtiden er en grøn og innovativ metropol.​

Ambitioner med den regionale udviklingsstrategi​

Medvirke til at flere får naturvidenskabelige, tekniske og digitale kompetencer 

Der er behov for, at flere borgere på alle uddannelsesniveauer får naturfaglige, tekniske og digitale kompetencer – de såkaldte STEM-kompetencer. Det er afgørende, hvis vi som samfund skal gribe de muligheder, der ligger i digitaliseringen og den teknologiske udvikling. Det gælder også ift. udviklingen af nye løsninger, der kan være med til at sikre den grønne omstilling. 

Bidrage til flere faglærte 

Det er nødvendigt, at flere vælger en erhvervsuddannelse og bliver faglærte, og at flere praktikpladser bliver besat af elever inden for områder, hvor der er mangel på arbejdskraft. Faglærte kompetencer er vigtige, hvis vi skal lykkes med en succesfuld grøn omstilling. Det handler nemlig ikke kun om at udvikle nye højteknologiske løsninger, men også at vi fx bliver bedre til at genanvende materialer, så vores byggeri bliver mere bæredygtigt. 

Sikre adgang til attraktive uddannelser 

Der skal være et bredt uddannelsestilbud i hele hovedstadsregionen med gode transportmuligheder til uddannelsesinstitutionerne. Borgerne skal have de bedste muligheder for at få uddannelse og kompetencer til fremtidens behov og til at skabe sig et godt liv. Det gælder både unge, som har brug for gode ungdomsuddannelser og sårbare og udsatte borgere, som har brug for lidt ekstra støtte for at komme videre i uddannelse eller job. 

Bidrage til gode læringsforløb i sundhedssektoren 

Nyuddannede til job i sundhedssektoren skal stå så godt rustede som muligt. Der er derfor behov for, at de studerende lærer og træner så meget som muligt i deres praktikforløb på hospitaler, i psykiatrien og i kommunerne. Det øger sikkerheden for patienter og borgere, og det øger samtidig motivationen for at blive i jobbet. Læringen kan bl.a. ske med øget brug af simulation i trygge og praksis nære læringsmiljøer, der samtidig understøtter tværfaglighed og det gode patient- og borgerforløb.​


Redaktør