Skuldelev - oprensning af jord forurenet med opløsningsmidler

I Skuldelev i Frederikssund Kommune er der ved gadekæret og andre steder i byen fundet en omfattende forurening med klorerede opløsningsmidler. Region Hovedstaden er i gang med undersøgelser og oprensninger i området.

​​​​​​​​​​​​​​​​Termisk oprensning af forurening, hvor den forurenede jord opvarmes ved hjælp af gas, så forureningen bliver til damp, der ned­brydes til ufarlige stoffer

Informationsmøde om forureningen i Skuldelev

Onsdag den 8. februar 2017 kl. 17.00-19.00 holdt  Frederikssund Kommune og Region Hovedstaden et informationsmøde om forureningen. Materialet fra mødet kan ses her:

Borgermøde i Skuldelev 8 februar 2017 teknisk oplæg fra Region Hovedstaden (pdf, åbner i nyt vindue)

Årsagen til forureningen

På Vestergade 5 i Skuldelev (Frederikssund Kommune) har der tæt ved byens gadekær ligget en metal-virksomhed i perioden fra 1968 til 1983. Virksomheden brugte klorerede opløsningsmidler til rensning og affedtning af metaldelene. Spildevandet blev dengang udledt til kloakken. Via utætte kloakker er klorerede opløsningsmidler spredt under store dele af byen og til gadekæret, så der i dag er en omfattende forurening med klorerede opløsningsmidler i jord og grundvand. 

Indsats mod forureningen

Siden 1999 har først det dav. Frederiksborg Amt og nu regionen gennemført en række undersøgelser og oprenset dele af forureningen. 

Regionens oprensninger gik i gang i 2008 og har været fokuseret på de kraftigst forurenede områder i Skuldelev og de boliger, som er berørt direkte af forureningen.

Siden 2008 har regionen også udført flere og flere undersøgelser i takt med, at forureningens omfang blev kendt. Det har regionen gjort fordi, hver ny undersøgelse gang på gang har givet overraskende resultater og dermed givet anledning til flere undersøgelser.

Oprensningerne

Den første oprensning blev gennemført i jorden under gadekæret. Her er der oppumpet over 1.000 liter ufortyndet forurening. Efterfølgende er jorden renset ved hjælp af opvarmning.

Et andet forurenet område er håndteret gennem en forholdsvis ny metode - soilmixing - hvor jorden ved hjælp af en stor ’håndmixer’ blandes med ler og jernpartikler. Dette giver en stabil masse, der ikke flytter sig og langsomt nedbryder de klorerede opløsningsmidler i jorden.

Lige nu udfører regionen desuden oprensning i to andre områder i byen, tæt på gadekæret. Det ene område oprenses biologisk ved at skabe de rette forudsætninger for, at forureningen nedbrydes til ikke miljøfremmede stoffer. Det andet oprenses ved kombineret biologisk og kemisk oprensning. Disse oprensninger forventes at fortsætte de kommende år.

Sikring af indeklimaet i boligerne

Indeklimaet i to af de omkringliggende boliger er sikret med nye gulve og ventilation, så forureningsdampe ikke længere kan trænge ind i husene. Kloaksystemet er også blevet tætnet, så spredning af forurenede dampe via kloakken er begrænset. 

For at sikre at der ikke i fremtiden sker spredning via kloakken, overvåger regionen forureningsniveauerne i kloakken, samt i enkelte huse. 

Fremtidige planer for området

Trods de mange tiltag, er der stadig kraftig forurening tilbage, bl.a. på selve fabriksgrunden, som udgør en risiko for grundvandet og en risiko for indvindingen af drikkevand fra den ene af de tre vandboringer til Skuldelev Vandværk.

Regionsrådet besluttede på et møde i oktober 2016 at udskyde opresning af forureningen under selve fabriksanlægget i Skuldelev til efter 2025. Udskydelsen får ikke betydning for de aktiviteter, Region Hovedstaden allerede er i gang med i Skuldelev.

Regionen har igangsat et overvågningsprogram af det dybe grundvand, herunder det grundvand som Skuldelev Vandværk indvinder fra. Regionen fortsætter også med at overvåge forureningen i kloakken, samt i enkelte huse.

Regionen er desuden i gang med at foretage yderligere undersøgelser i Skuldelev, dels for at vurdere effekten af den oprensning, som allerede er sket, og dels for også i fremtiden at kunne vurdere risikoen over for mennesker og miljø fra den forurening, der er tilbage.




 

Redaktør