Vil du have undersøgt en mulig forurenet grund?

​På en grund, hvor der er mistanke om forurening, kan en undersøgelse være med til at afklare, om grunden er forurenet eller ej. Her kan du læse om dine muligheder for at få din grund undersøgt.​​

​Borebilen borer et hul ned i jorden. Jordprøverne analyseres for forurening.​

Hvis der er mistanke om forurening på din grund, har du tre muligheder for at få den undersøgt:

  • Boligejere har en særlig ret til at få undersøgt deres boliggrunde inden for et år. Du skal selv søge regionen om den undersøgelse. Undersøgelsen vil fastslå, om grunden er forurenet eller ej.
  • Regionen undersøger kortlagte grunde ud fra en løbende prioritering. Der er mange grunde, der indgår i vores løbende prioritering, og derfor kan der være tilfælde, hvor der går flere år, inden en grund bliver undersøgt.
  • Du kan som grundejer vælge selv at betale for en undersøgelse. Det er en god ide at få hjælp fra et rådgivende firma, som har erfaring med jordforurening. Kontakt os inden du sætter undersøgelsen i gang, så vi er enige om, hvad der skal undersøges og hvordan.

Hvis undersøgelsen viser, at jorden er forurenet, bliver grunden kortlagt som forurenet (vidensniveau 2). Hvis undersøgelsen ikke viser forurening, annullerer vi kortlægningen. Det betyder, at grunden ikke længere er kortlagt på vidensniveau 1.


Redaktør