Formål
Formålet med rådet er at sikre, at viden om socialt udsatte borgeres særlige behov inddrages i politiske og administrative processer og beslutninger.
Socialt udsatte forstås i denne sammenhæng som mennesker, der har et eller flere svære sociale problemer som følge af fx sindslidelse, rusmiddelforbrug, hjemløshed, sexarbejde eller senfølger af seksuelle overgreb.
Udsatterådets opgaver
- Udsatterådet skal bidrage med viden vedrørende socialt udsatte borgeres forhold i relevante politiske og administrative processer. Regionen har ansvar for at inddrage Udsatterådet i relevante processer på både konkret og strategisk niveau, gerne forud for formelle høringsprocesser. Regionsrådets stående udvalg kan bede Udsatterådet udtale sig i sager, som udvalget skal drøfte, og invitere Udsatterådet til at deltage på møder med henblik på dialog om udvalgte emner. Rådet kan få foretræde for regionsrådets politiske udvalg og kan på eget initiativ udtale sig om sager vedrørende socialt udsatte borgeres forhold.
- Udsatterådet skal planlægge et årligt møde med deltagelse af repræsentanter fra forskellige brugergrupper samt regionsrådets politiske udvalg med henblik på dialog om udvalgte emner.
- Udsatterådet skal arbejde for generelt at sikre dialog mellem det politiske og administrative niveau i regionen og socialt udsatte borgere gennem konkrete forslag til involvering af brugere i relevante processer. Rådet skal have særlig opmærksomhed på at inddrage brugerorganisationer, der ikke er fast repræsenteret i rådet.*
- Udsatterådet kan invitere organisationer, der ikke er repræsenteret i rådet, til at deltage på møder i rådet med henblik på belysning af problemstillinger og temaer, som rådet ønsker at arbejde med.
- Udsatterådet skal ikke behandle enkeltsager, men borgere skal kunne henvende sig direkte til rådet med problemstillinger, som rådet kan drøfte.
- Udsatterådet skal samarbejde med Regionshandicaprådet, Patientinddragelsesudvalget og eventuelt øvrige relevante fora med henblik på koordination af opgaver og snitflader.
Udsatterådets sammensætning
Rådet er sammensat af 17 repræsentanter for brugerorganisationer, frivillige organisationer
og regionale aktører, der repræsenterer og arbejder med socialt udsatte
borgere, og hvis virke er forankret i Region Hovedstaden.
Følgende organisationer udpeger et medlem hver:
- SAND - De hjemløses landsorganisation
- LAP - Landsforeningen af nuværende og tidligere psykiatribrugere
- SIND
- Brugernes Akademi
- Reden København
- WeShelter
- Mændenes Hjem
- Røde Kors Hovedstaden
- Projekt UDENFOR
- Stenbroens Jurister
- Red Barnet
- Værestedet Muhabet
- Socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden - somatikken
- Socialsygeplejerskerne i Region Hovedstaden - psykiatrien
- Sociolancen (samarbejde mellem Region Hovedstadens Akutberedskab og Københavns Kommune)
- KAG Dobbeltdiagnosesekretariatet i Region Hovedstadens Psykiatri
- Center for Forsorg og Behandling, Den Sociale Virksomhed, Region Hovedstaden
Medlemsorganisationerne kan udpege en suppleant, hvis de ønsker det.
Funktionsperioden for Udsatterådet er på fire år. Medlemsorganisationerne kan vælge at udpege den samme repræsentant i flere perioder, ligesom der kan ske udskiftning undervejs i en periode.
En gang i hver regionsrådsperiode revurderes kommissoriet af administrationen med inddragelse af rådet. I den forbindelse vurderer administrationen også, om der er behov for ændringer i rådets sammensætning.
Rådet vælger sin forperson blandt medlemmerne på det første møde i den fireårige udpegningsperiode.
Rådets mødeaktivitet
Udsatterådet holder fire ordinære møder årligt. Mødeplanen fastsættes en gang om året.
Forpersonen kan indkalde rådet til ekstraordinært møde. Ekstraordinært møde kan også indkaldes efter anmodning fra 3 af rådets medlemmer.
Sekretariatsbetjening
Region Hovedstaden finansierer Udsatterådets sekretariat samt udgifter til transport, forplejning og aktiviteter.
Sekretariatsbetjeningen i Udsatterådet varetages af administrationen i Region Hovedstaden. Sekretariatet skal sikre, at rådet inddrages i de relevante politiske processer samt understøtte rådets mødeaktivitet og kommunikation.
Hvert andet år forelægger administrationen status på rådets arbejde for det politiske udvalg, rådet hører under.