Studerende, elever og praktikanter er en del af hverdagen de fleste steder i Region Hovedstaden. Mange af dem tilbringer en betydelig del af deres uddannelse på vores hospitaler, i vores virksomheder eller i koncerncentrene. Derfor er der også helt faste processer omkring, hvordan deres forløb skal foregå, for at de får det nødvendige faglige udbytte. 

Men det kræver mere end faglig vejledning at give de studerende en god oplevelse, som giver dem lyst til at søge job i afdelingen efter endt uddannelse eller til at anbefale afdelingen til medstuderende.    

”Som leder forventer man måske, at den studerende kan fungere på samme vilkår som en ny medarbejder. Men fra undersøgelser ved vi, at de studerende ofte kommer med indstillingen: Hvad er det, jeg kan lære her? Så man skal kunne leve med, at den studerende er rigtig god til at tage for sig og prøve ting af, i højere grad end de er orienteret imod at opfylde en arbejdsfunktion, som man oplever med en ny medarbejder,” forklarer Mulle Signe Nielsen, der er specialkonsulent i Center for HR og Uddannelse. Mulle Signe Nielsen er også tidligere lektor på Københavns Professionshøjskole, hvorfor hun har et rigtig godt kendskab til de studerendes oplevelser af at være i klinik eller praktik.  

Rent praktisk kan der også være tale om studerende, som ikke har prøvet at være en del af en arbejdsplads før og derfor skal have hjælp til at indgå i fællesskabet og lære de formelle krav og arbejdsgange at kende:

”De kan for eksempel have brug for at lære, hvorfor det giver mening, at de skal møde ind til et fast tidspunkt, og at man misser nogle væsentlige arbejdsopgaver eller et kollegialt samarbejde ved at komme for sent. De skal lære, at de her hos os udfylder vigtige funktioner i et fælles samarbejde.”

Men faktisk er det ifølge Mulle Signe Nielsen især i forhold til det kollegiale fællesskab og det sociale, at der er brug for ekstra opmærksomhed:

”Studerende har sværere ved på meget kort tid at komme ind i både et fagligt fællesskab og i et socialt fællesskab. De er her tit i kortere perioder, så de har brug for en særlig intensiv inklusion, og det kan man som vejleder ikke gøre alene. Der er brug for, at det er et fælles afdelingsansvar at skabe et lærende miljø, og at der er flere, som bidrager, så de når at blive trygge og at lære så meget, som de nu skal.” 

Som leder kan det måske være svært at vurdere, om læringsmiljøet i afdelingen er tilstrækkeligt i forhold til at modtage studerende og elever og klæde dem på til en fremtid i sundhedssektoren. Men her har Mulle Signe Nielsen et godt tip:

”Helt grundlæggende så kan man sige, at det handler om at have en psykologisk tryghed på arbejdspladsen. Så det med, om der er nogen, der tør sige noget kritisk eller tør ytre sig omkring noget, der ikke fagligt fungerer, er faktisk en rigtig god indikator. Jo mere dialog man kan have om faglighed og om det relationelle i en afdeling jo bedre. Så det kan være en lille tommelfingerregel for ledelsen for, hvordan det egentlig går med læringsmiljøet.”

Derfor er ro på bagsmækken ifølge Mulle Signe Nielsen heller ikke nødvendigvis en god ting, når det kommer til læringsmiljøet for studerende og elever: 

”Er der helt stille, så kan man måske godt som leder tænke over: Hvad er det egentlig i miljøet her, som gør, at det ikke bliver muligt at sige, at noget er svært? For de studerende og eleverne vil typisk mærke, når der ikke er tid eller rum til deres spørgsmål og tvivl. Og så vil de passe på deres vejledere, fordi de kan mærke, at vejlederne er pressede og ikke har overskud. Det kan også være, hvis der bliver slået hårdt ned på fejl. Så holder de sig tilbage. Og det er der jo ingen, som har glæde af.”

I sundhedssektoren har vi nogle arbejdsgange, som vi har brug for sidder på rygraden. Og det gør, at noget af det, som vi bliver gode til i sundhedssektoren, er at have nogle hurtige flows. Men det kan spille dårligt sammen med det gode læringsmiljø for fremtidens medarbejdere. 

”Studerende og elever har brug for at trække en lille smule af hurtigheden ud af opgaverne og få lov til at tænke sig lidt mere om. Og på dage, hvor det går hurtigt, og hvor der er en høj grad af proces, så kan det være svært at finde tid til at reflektere for egentlig at kunne lære,” siger Mulle Signe Nielsen og fortsætter: 

”Men man lærer ikke bare af at se det ske. Man lærer af enten at få lov til at prøve det selv i en tryg ramme – hvor man har lov til at fejle. Eller også af at man har lov til at tænke over: Hvad var det, der skete her? Fordi det alt sammen er med til at gøre, at den studerende eller eleven på egen hånd kan løse opgaver. Og så bliver de gode kolleger, som selv tager initiativ, og som selv tør at virke og være med til at udvikle vores sundhedssektor.”

”Der er ingen tvivl om, at det at have haft et godt praktik- eller klinikophold selvfølgelig betyder, at der er større sandsynlighed for, at man har lyst til at komme tilbage efter endt uddannelse,” siger Mulle Signe Nielsen. 

Men det er vigtigt, at man som afdeling i højere grad måler sig på de studerendes evalueringer, end på hvorvidt de personligt vender tilbage til afdelingen.  

”Studerende og elever har brug for at prøve ting af, inden de vælger speciale. Derfor skal man snarere se praktikophold som en mere generel opbygning af deres kompetencer inden for det brede sygeplejefaglige felt eller inden for det brede administrative felt,” siger Mulle Signe Nielsen og tilføjer: 

”Så vi skal være indstillede på, at de på en måde er lidt egoistiske og tager det med i rygsækken, som de selv synes, at de kan bruge - hvilket nogle gange kan være, at specialet ikke er det rette for dem, selvom det har været spændende og lærerigt at være i afdelingen. Det er en del af deres læringsproces. Det gør også, at de bliver bedre kolleger i den sidste ende ved fagligt at have fået lov til at snuse til forskellige felter og finde det, der er rigtigt for dem.” 

Men arbejdet med studerende og elever giver også noget til afdelingen, kollegerne og til ledelsen.

​

”Det er en investering i onboarding i det hele taget, hvis man sætter spot på studerende og elever. Og studerende og elever ser tingene med nye øjne. Så hvis man får dem til at være trygge nok til at sige, hvad det er, de oplever og undrer sig over, så er det jo en udviklingsgave for en afdeling,” siger Mulle Signe Nielsen og forsætter:

”Så de er faktisk en ret god kilde til information for ledelsen. Man kan bruge dem som en sparringsmakker, og hvis man lytter til dem, så er de faktisk ret gode til at se, hvad det er, der fungerer i den enkelte afdeling. Og med den viden kan man jo gøre ret meget i forhold til at skabe gode praktik- og klinikforløb for vores studerende og for vores elever, så de får lyst til at vælge at være i Region Hovedstaden også i fremtiden.”   

​