Selvom alle kan blive enige om, at den mentale sundhed blandt medarbejderne i sundhedsvæsenet er vigtig, så kan det stadig være lidt af en ledelsesudfordring at implementere nye initiativer, som skal understøtte den.
Det blev der for nylig sat fokus på ved konferencen: ’Mental sundhed og patientsikkerhed - hvordan får vi begge dele?’, som blev afholdt på Herlev Hospital den 2. februar i samarbejde med CAMES og Dansk Selskab for Patientsikkerhed.
Den svære implementering
Efter et fælles oplæg om formiddagen, hvor blandt andre Pernille Cedergreen var på programmet med et oplæg om det projekt, som har kørt på Herlev Hospital med den støttendende kollegiale samtale og defusing, var der om eftermiddagen fokus på dilemmaer i feltet mellem mental sundhed for sundhedsprofessionelle og patientsikkerhed.
”Grunden til, at vi overhovedet taler om implementering som et emne i dag, er jo, at vores erfaring viser, at det faktisk er noget af det sværeste i projekter. Og det er også en af de mest forsømte faser. Så vi spilder rigtig mange ressourcer ved ikke at få implementeringen til at virke,” fortalte Jacob Nielsen, overlæge og konsulent ved Dansk Selskab for patientsikkerhed, hvor han arbejder med patientsikkerhed i praksis og mental sundhed for sundhedsprofessionelle.
1. Modstand handler typisk om manglende ressourcer
”Alle synes jo, at det er en god ide at arbejde med mental sundhed, men virkeligheden er bare, at det er svært, når det kommer til stykket, hvor man faktisk skal ændre den måde, som man er på, og arbejder på, og taler på,” fortalte Vicki Flygenring Gudmandsen, oversygeplejerske på Opvågningen på Herlev Hospital, hvor hun sammen med Pernille Cedergreen har arbejdet med implementeringen af den støttende kollegiale samtale og defusing.
Heldigvis kunne Simon Tulloch, psykolog og chefkonsulent hos Dansk Selskab for Patientsikkerhed komme med nogle teoretiske indspark og værktøjer i forhold den svære implementering:
”Når du oplever modstand fra medarbejderne, er ikke det samme som, at der er manglende motivation for projektet. Det er et udtryk for manglende tid eller mangel på andre ressourcer til at gøre de ting, som vi gerne vil have dem til at gøre. Så når vi tænker over, hvad vi skal gøre for at afhjælpe modstand, så tænk på, hvad der ikke skaber værdi. Vi skal tænke exnovation – det modsatte af innovation. Vi skal skære ned på nogle ting, så vi frigør tid, ressourcer og overskud til, at medarbejderne kan involvere sig i forandringer.”
2. Forandringer må ikke falde i ét med væggen
Synlighed er en anden vigtig faktor, når det kommer til implementering. Det oplevede Vicki Flygenring Gudmandsen i den seks måneder lange periode, hvor støttende kollegiale samtaler og defusing kørte som forskningsprojekt på hendes afdeling.
”Når noget har været i en afdeling længe, så bliver det lidt ligesom brandflugtsplanen. Man ved, at den hænger der et eller andet sted, men med tiden bliver den jo bare en del af væggen. Og sådan blev det lidt hos os med de her plakater og postkort fra projektet. Derfor er det nødvendigt, at man som leder bliver ved med at gøre opmærksom på de nye ting, som man vil indføre. Og det kræver, at man gør en indsats for at blive ved med at holde fokus på det.”
3. Vær systematisk og stringent
Den erfaring bakker teorien ifølge Simon Tulloch op om:
”Al implementering handler i bund og grund om at lukke afstanden mellem, hvad ’best practice’ viser, og hvor I som afdeling står lige nu. Her viser forskningen os, at når vi implementerer forandringer i den måde, som vi arbejder på, i den fælles kultur eller i de ydelser, som vi leverer, er det altafgørende, at man er stringent omkring det. At man er systematisk.”
Derfor er det også en god ide med visuelle ’reminders’, som de postkort og plakater, som Vicki Flygenring Gudmandsens afdeling benyttede. De var synlige tilkendegivelser af forandringen, som gjorde det nemt for medarbejderne at deltage aktivt, hvilket er afgørende for, i hvor høj grad implementeringen kan blive en succes.
4. Mental sundhed er ikke et tidsbegrænset projekt
Noget af det, som måske har overrasket Vicki Flygenring Gudmandsen en smule, er, hvor vigtig gentagelse har været og stadig er for implementeringen af den støttende kollegiale samtale og defusing som en del af afdelingens redskaber til at håndtere mental sundhed og patientsikkerhed:
”Selvom vi er langt inde i projektet - som vi startede med at implementere i 2021 - så mangler folk stadig lidt forståelsen af, hvorfor det er, at vi skal det her. Men for at det kan lykkes, har personalet brug for at forstå det. Som med al implementering, så smuldrer det, hvis der ikke er nogen, der bliver ved med at tale om det. Og tit når et projekt stopper, så stopper fokus også på det.”
Her kunne Jacob Nielsen supplere med erfaringer fra Dansk Selskab for Patientsikkerhed og et godt råd til deltagerne:
”Vi skal blive ved og ved med at fortælle, hvad vi tror gevinsten ved implementeringen vil være. Og så er det vigtigt at lytte og lære og lave om undervejs i implementeringen, fordi man ikke nødvendigvis kan forvente, at man rammer organisationen rigtigt første gang.”