Se filmen:
(10:22 min)
Børn synes, hospitaler er skræmmende
Mange børn synes, at hospitalet er et lidt skræmmende sted. Især hvis de ikke ved, hvordan der ser ud på et hospital og hvordan læger og sygeplejersker taler til børn om, hvad der skal ske.
Målet er at øge trygheden for barnet
- Heldigvis er det ikke alle børn, der oplever at blive undersøgt eller behandlet på et hospital, men ganske mange gør eller også gør deres søskende eller kammerater. Med filmen her vil vi gerne være med til at sætte billeder på, hvordan et forløb på hospitalet kan være for et barn. Desuden er det tanken, at filmen kan medvirke til, at både børn og forældre kan tale sammen om, hvad der sker, hvis barnet skal på hospitalet. Målet er at øge trygheden for barnet ved at afdramatisere de ting, der sker, siger ledende oversygeplejerske Annelise Bertelsen.
Filmens hovedmålgruppe er børn mellem 5-8 år
Filmen viser, hvordan en seksårig pige bliver undersøgt for hoste. Hun følges med sin mor. Hun bliver målt og vejet. Der bliver lyttet til lunger og hjertet og hun får taget blodprøver. Derudover får hun medicin gennem en inhalationsmaske. Filmens hovedmålgruppe er børn mellem 5-8 år.
Undersøgelsen er letter hvis barnet er trygt
- Selvom personalet i Børneafdelingen er specialister i at takle også urolige børn og forældre er det tanken, at filmen kan medvirke til, at både børn og forældre bliver mere rolige og trygge. For barnet er det nemlig en meget bedre oplevelse at blive undersøgt og behandlet, hvis det kan slappe af. Og det er også nemmere for personalet, siger ledende oversygeplejerske Annelise Bertelsen.
Filmen er testet af 0. klasse på Humlebæk Skole
- Generelt er vi altid meget optaget af, at vores formidling foregår i børnehøjde. For at sikre os, at målgruppen er med, har vi testet filmen hos en 0.klasse på Humlebæk Skole, siger ledende lægesekretær Dorthe Vestergaard, der sammen med udviklings- og kvalitetskoordinator Bente Lund Andersen har været med til at udvikle manuskriptet til filmen.
Det altid rigtig godt at få sat ord på de ting, man måske er lidt nervøs for
- Børnene havde rigtig mange gode kommentarer til filmen. Det var tydeligt, at de var meget optagede af filmen og at de i den alder sagtens kan forstå handlingen. De synes også, det er meget spændende at tale om de oplevelser, de har haft i forhold til hospitalet, sygdomme og skader. Og som bekendt er det altid rigtig godt at få sat ord på de ting, man måske er lidt nervøs for, siger Bente Lund Andersen.
Produceret af personalet
Filmen varer 10 minutter og er produceret af personale på Hillerød Hospital i et samarbejde mellem Børneafdelingen, AV-afdelingen og Kommunikationsenheden. Derudover medvirker personale fra Børneafdelingen og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling i filmen.
Skoler og institutioner er velkomne til at anvende filmen i undervisningen
Filmen ligger på hospitalets hjemmeside og forhåbningen er, at rigtig mange forældre vil se filmen sammen med deres børn. Også skoler og institutioner er velkomne til at anvende filmen i undervisningen.
Yderligere information:
- Ledende oversygeplejerske i Børneafdelingen Annelise Bertelsen, telefon: 4829 5903
- Ledende lægesekretær Dorthe Vestergaard, telefon: 4829 4307
- Udviklings- og kvalitetskoordinator Bente Lund Andersen, telefon: 4829 4301.