Kom direkte ind fra gaden
Med sin centrale placering tæt ved Nørreport Station er PsykInfo synlig i gadebilledet og som noget helt nyt, kan borgerne gå direkte ind fra gaden og anonymt få information, råd og vejledning om psykisk sygdom.
Fokus på formidling
- Vores placering skal ses som en udstrakt hånd til alle borgere i hovedstadsregionen: Det her handler om formidling, ikke om behandling. Vi er synlige i gadebilledet for aktivt at medvirke til afstigmatisering af psykisk sygdom og psykiatri, fortæller Anette Echwald, leder af PsykInfo.
Centeret vil afstigmatisere psykiatrisk behandling
Målet er netop, at PsykInfo skal være en aktiv og synlig deltager i aftabuiseringen af psykisk sygdom. PsykInfos fire medarbejdere står klar til at fortælle om psykiske sygdomme; om symptomer, årsager, behandlinger og om at leve med psykisk sygdom.
Det handler ikke kun om behandling
Medarbejderne fortæller også gerne om teknologi, forskning og recovery, som der bliver arbejdet meget med i psykiatrien: - På den måde skal vi skabe mere åbenhed om psykisk sygdom og psykiatrisk behandling, siger Anette Echwald.
Også rettet mod fagfolk
Udover at henvende sig til borgere, brugere og pårørende i regionen, vil PsykInfos tilbud og aktiviteter også være rettet mod fagfolk, som kunne have brug for viden om psykisk sygdom i forbindelse med deres arbejde.
Samarbejde med bruger- og pårørendeorganisationer
Anette Echwald ser frem til at samarbejde med bl.a. bruger- og pårørende organisationer, som deler samme dagsorden om at udbrede kendskabet til psykisk sygdom: -Vi skal have manet skræmmebillederne i jorden, siger Anette Echwald og fortsætter:
Arrangementer og events på tegnebrættet
- Derfor forventer jeg også, at vi kommer til at afvikle forskellige arrangementer og events i samarbejde med blandt andre bruger- og pårørendeorganisationer, og det ser vi i høj grad frem til, understreger Anette Echwald.
Formand for psykiatriudvalg er tilfreds
Den nye PsykInfo er kommet i stand på et politisk initiativ – og formanden for Region Hovedstadens Psykiatriudvalg, Arly Eskildsen (SF), udtrykker stor tilfredshed med den synlighed, den nye ”informationsbutik” vil give den psykiatriske behandling:
Tilgængelig tæt på borgerne
- Det er vigtigt, at psykiatrien er tilgængelig for borgerne. Og det er vigtigt, at vi arbejder aktivt med at afstigmatisere de mennesker, der lever med psykisk sygdom, siger Arly Eskildsen og fortsætter:
Oprettelsen af centeret er et væsentligt skridt
- I Region Hovedstaden arbejder vi hele tiden for at forbedre tilbuddene til borgerne – og åbningen af Region Hovedstadens PsykInfo ser jeg som et meget væsentligt skridt videre i arbejdet med det folkeoplysende arbejde om en folkesygdom, som årligt rammer hver tiende dansker, siger Arly Eskildsen.
Et stort ønske fra brugere og pårørende
Region Hovedstadens PsykInfo har siden 2006 været et ønske fra Psykiatriforeningernes Fællesråd i Region Hovedstaden, som er en paraplyorganisation for bruger- og pårørendeorganisationer i psykiatrien.
Fællesrådets formand er glad
Formand for Fællesrådet, Kirsten Hove, er da også meget glad for, at PsykInfoen nu er en realitet:
- Det er meget vigtigt, at Region Hovedstaden nu omsider får en PsykInfo, siger Kirsten Hove og fortsætter:
PsykInfo vil skabe åbenhed og nedbryde barrierer
- Det har vi i Fællesrådet kæmpet for i mange år, fordi den kan være med til at skabe åbenhed og nedbryde de barrierer, der forhindrer mennesker med psykisk sygdom i at deltage i samfundet på lige vilkår med alle andre.
Fællesrådet ser frem til et godt samarbejde
- Jeg håber PsykInfoen bliver et sted, hvor vi både formidler og opsamler viden, er fælles om aktiviteter og hvor brugere af psykiatrien og pårørende kan bidrage med viden og erfaringer. I Fællesrådet ser vi frem til et godt og tæt samarbejde, siger hun.
Kampagnebussen kommer ud i regionen
PsykInfo bliver også synlig i landskabet, når kampagnebussen ruller af sted for at møde borgere i hele regionen – bl.a. ved events, festivaler og sportsbegivenheder.
- Vi skal være psykiatriens åbne ansigt og udstrakte hånd til borgerne i regionen, slutter Anette Echwald.
Fakta
PsykInfo
Rosengården 14
1174 København K
Telefonrådgivning: 3864 1300
psykinfo@regionh.dkwww.psykiatri-regionh.dk/Psykinfo
Åbningstider
Tirsdag-fredag: Kl. 11.00-18.00
Lørdag: Kl. 10.00-15.00
Mandag: Lukket
Yderligere information: Anette Echwald, leder af Region Hovedstadens PsykInfo, tlf. 3864 1300