Det skal være lettere for alment praktiserende læger at etablere sig på Bornholm. Derfor har Regionsrådet besluttet at udvide de særlige tilskudsmuligheder på Bornholm, så læger, der overtager en eksisterende lægepraksis på øen, fremover kan søge støtte til arbejdet med at lære deres nye patienter at kende og sikre en god overgang.
Beslutningen er en del af Region Hovedstadens indsats for at styrke lægedækningen på Bornholm, hvor det fortsat er en udfordring at tiltrække praktiserende læger.
Den nye ordning giver mulighed for såkaldt patientfokuseret støtte, som er en støtte, der blandt andet kan bruges til ekstra tid til journal- og medicingennemgange, konsultationer med patienter med særlige behov og gennemførelse af relevante årskontroller. Formålet er at give den nye læge de bedste forudsætninger for at skabe overblik over patientgruppen og sikre kontinuitet og kvalitet i behandlingen fra første dag.
Læger, der overtager en eksisterende praksis med patienter, kan søge om støtte på op til 250 kroner pr. patient. Tilskudsordningen gælder for 2026.
Stor politisk opmærksomhed på Bornholms lægedækning
Formand for Region Hovedstadens udvalg for det nære og sammenhængende sundhedsvæ-sen, Karin Friis Bach, glæder sig over beslutningen:
- Vi har et stort politisk fokus på at hjælpe bornholmerne med at få flere praktiserende læger til øen. Derfor arbejder vi målrettet på at gøre det mere attraktivt at etablere sig på Bornholm, og med den nye støtteordning giver vi kommende læger bedre muligheder for at få en god start og skabe trygge rammer for patienterne. Det er en investering i både lægedækningen og i bornholmernes adgang til deres egen læge," siger Karin Friis Bach.
Flere lægekapaciteter slås op den 3. juni
Som led i arbejdet med at styrke lægedækningen på Bornholm slår Region Hovedstaden de to kapaciteter fra den nuværende Praksisklinik på øen samt to helt nye lægekapaciteter op den 3. juni. Der er dermed rig mulighed for, at alment praktiserende læger kan nedsætte sig på forskellige måder på øen.
Netop de to kapaciteter i den nuværende Praksisklinik giver interesserede læger mulighed for at overtage en eksisterende patientgruppe og dermed blive en del af det bornholmske sundhedsvæsen fra dag ét. Praksisklinikken driftes i dag i nyrenoverede lokaler, som nye læger har mulighed for at leje sig ind i.
Region Hovedstaden forventer, at de udvidet tilskudsmuligheder på Bornholm og de nye praksismuligheder tilsammen vil styrke mulighederne for at tiltrække flere praktiserende læger til øen og for dermed også fremover at sikre lægedækningen lægedækning for bornholmerne.
Yderligere information
I 2026 har lægerne på Bornholm adgang til en række generelle tilskudsmuligheder målrettet områder med svag lægedækning. Derudover er der på Bornholm nogle særlige muligheder som er specifikt rettet mod Bornholm, og som giver yderligere muligheder for at søge tilskud. Læs mere om tilskudsmulighederne på
sundhed.dk
Region Hovedstaden opslår Praksisklinikkens to kapaciteter, som er klar til overtagelse i ny-renoverede lokaler, der ligger i forlængelse af Bornholms Hospital. Læger har også mulighed for at nedsætte sig med praksisklinikkens kapaciteter andetsteds på øen eller ansøge om to nye 0-kapaciteter som tilføres øen.
Læs mere om de opslåede lægekapaciteter og Region Hovedstadens fokus på at sikre flere læger på Bornholm på
regionens hjemmeside.