Ballerup Hjemmepleje går forrest i at skabe en grønnere hverdag

​Hver tredje bil i Hjemmeplejen i Ballerup Kommune er elektrisk og en del af indsatsen om at skabe en endnu grønnere hverdag i kommunen

I Ballerup Kommune har de fokus på den grønne omstilling og skabelse af en grønnere hverdag for kommunens borgere. Elbiler passer godt ind i vores fokus på grøn transport, siger borgmester Jesper Würtzen (A).

Solen skinnede fra en skyfri himmel den 25. juni 2014. Dagen hvor Hjemmeplejen i Ballerup Kommune kunne tilføje 12 nye elbiler til bilflåden. Nøglerne til de fine Renault Zoe elbiler blev overdraget.

"Ballerup har vi fokus på at skabe en endnu grønnere hverdag, og i den sammenhæng passer elbiler godt ind", siger Borgmester Jesper Würtzen (A)

Ballerup Kommune er certificeret som Grøn Transport-kommune og har heraf forpligtet sig til at følge Trafik-styrelsens anbefalinger for grønne transportmidler og reducere CO2 –udledningen på den arbejdsrelaterede kørsel. Her er Hjemmeplejen, som allerede har en del hybridbiler, nu med til at visen vejen yderligere.

Elbiler har betydeligt potentiale til at påvirke vores klima i den rigtige retning. Elbiler bidrager til et bedre bymiljø i kraft af mindre støj og ingen sundheds-skadelige partikler i luften.

God respons fra medarbejdere og borgere

Dr​iftsleder Peter Sørensen er glad for beslutningen om, at indføre elbiler i bilflåden.

​"Vi opnår en reduceret miljøbelastning for vores kørsel ud til borgerne og økonomisk tegner det til langt lavere driftsudgifter. Herudover har jeg glade og tilfredse brugere. Elbilerne har indfriet alle vores krav og forventninger."

Medarbejderne blev introduceret til de nye biler via et kort introduktionskursus med tips og tricks, samt opmærksomhedspunkter til det, at køre elektrisk kontra kørsel i en konventionel benzinbil.

Hjemmeplejen råder over i alt 34 biler, heraf er 14 hybridbiler. Elbilerne udgør 35 pct. af bilflåden, en andel, som efter de første erfaringer at dømme, vil stige hen over de kommende år.

Assistent og daglig bruger af elbilerne Celina Dechau fortæller begejstret om oplevelserne ved at køre elektrisk. ”elbilerne kører fantastisk. De er kvikkere end benzinbilerne, lydløse og let kørte takket være automat gear.” , lyder det fra Celina Dechau.

Elbilerne er hurtigt blevet populære blandt medarbejderne og foretrækkes frem for de konventionelle benzinbiler.

"Personalet vil helst køre i elbilerne!"

Ud over elbiler råder Ballerup Hjemmepleje også over 28 elcykler, som hver dag benyttes til de korte ture, rundt til kommunens borgere.

”Hjemmeplejen i Ballerup Kommune er med deres nye elbiler med til at gå forrest og vise vejen til en grønnere hverdag, som forhåbentlig kan være til inspiration for mange andre”, siger Borgmester Jesper Würtzen, efter en køretur i en af de nye elbiler.

Kontakt gerne elbilsekretariatet eller Ballerup Hjemmeplejes Driftsleder Peter Sørensen for yderligere information og erfaringsudveksling.

Fakta

Hjemmeplejen i Ballerup Kommune har 12 Renault Zoe og et kørselsbehov på 20–25.000 km./ år

Elbilerne er indkøbt via Hovedstadsregionens elbilpartnerskab med støtte fra Energistyrelsen. 

I projektet indgår mere end 500 elbiler fordelt på offentlige og private partnere.​



Redaktør