Så meget betyder dit sprog for patienten

Den måde, du taler til patienter og borgere, betyder meget for deres evne til at håndtere sygdom. To eksperter fortæller, hvorfor sproget er så vigtigt, og hvad du skal være opmærksom på. 

​"Word cloud" fra konferencen "Ord kan fange ller frigøre", hvor de 200 deltagere skulle beskrive dagens indhold med ét ord. 

​Du er, hvad du siger! Eller måske, hvad andre siger?
Sproget betyder nemlig meget for vores tanker. Hvor ord både kan skabe muligheder for at handle, kan de også være med til at nedbryde vores identitet. Derfor har vores valg af ord indflydelse på, hvordan vi håndterer sygdom

Men ord er et overset perspektiv i kommunikationen med patienter, hvor sundhedsfaglige ofte bruger ordene ubevidst.  De kan komme til at overse de konsekvenser og muligheder, ordene giver i mødet med patienten.

Med konferencen "Ord kan fange eller frigøre" den 26. september satte det nationale Netværk for Sundhedspædagogik i Patientuddannelse fokus på sprogets betydning i sundhedssektoren. To af oplægsholderne uddyber, hvad du som sundhedsfaglig skal være opmærksom på.  

Metaforens magt
Sygdom er per definition et abstrakt og svært begreb. Derfor taler vi ofte i metaforer, når vi skal beskrive sygdom. Men visse metaforer kan fastlåse os i et negativt mønster, fortæller Dorte Lund-Jacobsen, sygeplejerske og Master i retorik og kommunikation fra konsulentbureauet Inpraxis:

"Det er ikke ligegyldigt, om vi beskriver vores sygdom som en kamp, hvor vi kæmper imod en modstander, eller en rejse, hvor det går op og ned ad bakke. En kamp-metafor handler om at kæmpe imod, hvorimod en rejse rummer udvikling."

 Et stort internationalt studie som undersøgte 1,5 million ord viste, at kamp-metaforen er den mest  brugte, efterfulgt at rejsemetaforen. 

Den første replik
Ifølge Dorte Lund-Jacobsen går sundhedspersonale og patienter ofte skævt af hinanden, når de bruger sygdomsmetaforer. Og fordi sundhedspersonale følger patienten under deres sygdom, bliver personalets sprog afgørende for patientens sygdomshistorie.  

"De sundhedsfaglige har ofte den første replik. De formulerer situationen. Derfor kommer de til at lægge nogle bestemte sprogbilleder ned over. For eksempel lægen, der siger til piloten "Du kommer jo til at flyve lige gennem det her, du er jo så stærk!", fortæller Dorte Lund-Jacobsen.

Men patienterne er sjældent opmærksomme på det sproglige billede, der bliver sat på deres sygdom.
Det kan have den konsekvens, at patienten føler han/hun skal leve op til noget, de ikke kan se sig selv i.
"Så bliv opmærksom på de metaforer, du bruger. Og tjek efter med patienten, om de kan se sig selv i den beskrivelse", siger Dorte Lund-Jacobsen.

Hun anbefaler også, man som sundhedsfaglig lytter efter, hvilke metaforer patienter og borgere selv bruger. Er de gode for at håndtere sygdommen? Hvis de fastlåser patienten i et negativt mønster, så hjælp ham at finde nogle nye. Spørg ind til interesser. Hvis han for eksempel sejler, så få ham til at beskrive sygdomssituationen ud fra en sejltur. 

Leve – ikke bare overleve
Maria Kristensen er lektor ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet og forsker i personcentret omsorg. Gennem sine mange feltstudier i sundhedsvæsenet, har hun også set, hvordan patienternes metaforer afviger fra dem, personalet anvender.
"Ved at sætte sig i patientens sted og bruge nogle ord, som de forstår, kan man komme langt. Et eksempel på god kommunikation var en læge, der skulle forklare kemoterapi til en patient, og sagde "Du får en omgang krudt, og det er derfor, du mister håret", fortæller Maria Kristensen.

Når hun beskriver patientens møde med sundhedssektoren, trækker hun også på sin egen erfaring, da hun som ung mor for 20 år siden tilbragte ugevis på hospitalet med sin syge og senere døende søn.  Hendes vigtigste budskab er, at man som syg ikke bare skal overleve - man skal leve!
"Patienter og pårørende har brug for at finde de små rum, hvor der er plads til at gøre det, der gør én glad. Det skal sundhedspersonalet skabe plads, rum og dialog til," siger Maria Kristensen.
Hun kan stadig huske den læge på hospitalet, der spurgte hende, hvad hun havde brug for. "At føle mig som en helt almindelig mor, der går tur med min søn i Frederiksberg Have og spiser drømmekage", havde hun svaret.  Og lægen havde sørget for, at det kunne lade sig gøre. 

Små gode gerninger
I et sundhedsvæsen med fokus på indlæggelsesdage, ryger patienterne så hurtigt ind og ud ad døren, at de ikke når at opbygge den tillid, der skal til, for at turde åbne sig overfor sundhedspersonalet. Derfor betyder det ekstra meget, at personalet ikke virker fortravlede.
Ifølge Maria Kristensen mangler der forskning om det aspekt at få patienter ordentligt på fode igen. Hvad betyder det for patientens rehabiliteringsforløb at blive talt med på de rigtige tidspunkter på den rigtige måde? Om ens livssituation, fremtid, håb og frygt, om uvisheden? 
Maria Kristensen fremhæver også det, hun kalder "små gode gerninger". Alt det som ikke er med i pakkeforløb, men som er omsorg.
"Jeg ser det hele tiden i mit feltarbejde, og jeg tror ikke klinikeren ved, hvor stor en forskel, det egentlig gør. At stå og kigge lidt på efterårsfarverne udenfor, give en hånd på skulderen ellers blive fem minutter længere hos patienter, der famler lidt," siger Maria Kristensen

Brug for bedre dialog
Flere studier viser, at det bliver sværere og sværere for sundhedsfaglige at opretholde det menneskelige aspekt i sundhedsvæsenet, fordi alting er accelereret og standardiseret. Det afspejler sig i måden, sundhedspersonalet lynaflæser en patient, og placerer ham i en kategori, for eksempel "den ressourcestærke" eller "den tavse mand". Det sker ud fra en vurdering af, hvad patienten har behov for samt personalets egne erfaringer og tildelte tid.

Ifølge Maria Kristensen er der brug for en omsorgsfuld og medfølende dialog:  "Den gode dialog".
"Sundhedsfaglige skal turde være nysgerrige på patienten. De skal være åbne og udforskende og ikke antage noget om patienten. Ofte ligger der en tøven hos sundhedsfaglige om at stille spørgsmål. "Er det for personligt, eller nu åbner jeg for Pandoras æske", siger Maria Kristensen.
Hun opfordrer til at lægge den faste dagsorden på hylden, da samtalerne ofte har et tidspres, der gør, at patienterne ikke får tid til at tænke sig om og fortælle, hvad de virkelig tænker. 

Maria Kristensen fremhæver også, at de patienter, der er socialt dårligere stillede, har sværere ved at formulere spørgsmål og svar. 
"Dem, der stiller alle spørgsmålene, de får al tiden, mens dem, der ikke kan formulere deres behov, de ryger hurtigere ud ad døren", siger Maria Kristensen.
Hun foreslår derfor en omprioritering af tiden og midlerne til dem, der har det største behov.  


Af Berit Madsen




Redaktør