Aldrig andet end en elbil

​Bilentusiast overgiver sig. Skal aldrig køre i andet end elbil
​Virksomhedsejer Ken Seitzberg er bilentusiast med hang til hurtige biler. Men som regnskabsmand bliver der regnet på tingene. Meded et årligt kørselsbehov på 50.000 kilometer ville det blive dyrt at køre i en benzinsluger.

Ken Seitzberg er glad for biler og teknik. Samtidig er han god til at regne den ud som regnskabsmand med speciale i BI-systemet SAP. 

Da Ken skulle have ny firmabil, gjorde han sig ikke umiddelbart nogen overvejelser om en elbil. Han var mest faldet for en Mercedes-Benz E63 AMG. En bil med en 5.5 liters V8 motor ydende mere end 500 hestekræfter. Og som kører 5 – 7 km. på literen.

Med pendling til og fra Bjæverskov og Fredericia tre gange om ugen og et årligt kørselsbehov på små 50.000 kilometer, ville det blive dyrt. Meget dyrt. 

Stor besparelse og masser af sjov​

Tilfældigt opdagede Ken, at Tesla var på vej med en Model S. En interessant model med flotte specifikationer og lang rækkevidde. Ken tænker, at hvis den kan køre, som de lover, så er den interessant. Det kan blive sjovt og til en god pris.

Det elektriske alternativ vil betyde en årlig besparelse på drivmiddel i størrelsesordenen 100.000 kroner, og service koster bare 19.000 kroner for 4 års service. Hvis det ikke kan bringe smilet frem, så hjælper bilens imponerende performance og accelerationsevne.

Tanker fører til handling, og Ken Seitzberg er i dag ejer af en Tesla Model S 85 Performance i Signature ud​gaven. Og han er overbevist. Overbevist om, at han aldrig kommer til at køre i andet end elbil.

"Det er fuldkommen lydløst, ingen støj og larm, det er virkelig skønt. Og så flytter den sig!"

Glæden stråler ud af ham, når han fortæller om sin bil og oplevelserne ved at køre elektrisk. Og det er ikke kun egen glæde. 

”Mine unger er helt vilde med at komme med ud at køre i bilen. De er ikke gamle nok til selv at køre, men når den tid kommer om nogle år, så håber jeg, at Tesla er klar med features der gør, at bilens performance kan begrænses”, griner Ken.

”Jeg får masser af positive tilkendegivelser fra andre. Hos Energinet, hvor jeg arbejder tre gange om ugen, er de naturligvis meget begejstrerede, og mange kommer hen og vil snakke bil”.

Erfaringer der bekræfter valget

Til spørgsmålet om, hvordan det er at køre elektrisk, svarer Ken; ”Jeg syntes det fungerer. Det eneste er det med at finde ladestik rundt omkring – man skal planlægge sine ture lidt bedre”. 

Og turen til sommerhuset i Sverige​​​​foregår naturligvis i elbil. ”Vi skal køre i elbil derop, der er ikke noget der”, lyder det entusiastisk fra Ken Seitzberg. 

At Ken er glad for teknik ses tydeligt. Han har selv lavet et program, hvor han via et website kan styre bilens computer. Det giver mulighed for programmering af automatisk forvarme, opladning mv. Med data fra Energinet og produktionen af strøm, kan opladningen tilmed styres efter andelen af vedvarende energi i produktionsmixet, heraf mængden af den aktuelle 
CO2 –udledning.

En elbil syntes at bringe flere dimensioner til et bilejerskab. ​

Redaktør