Opladning af elbiler

​Der findes flere forskellige typer af opladning til elbiler​

En elbil kræver strøm, og det er nærliggende at tro, at en elbil blot skal oplades i en stikkontakt. Men fuld opladning af en moderne elbil trækker omtrent lige så meget strøm, som en normal husstand forbruger på et døgn. Det stiller store krav til sikker opladning, så elnettet ikke bliver overbelastet, og batteriet kun får den mængde strøm, det har brug for. Det er væsentlige krav, som almindelige stikkontakter og forlængerledninger ikke lever op til. Opladning ved ladestandere foregår med standardiserede kabler og stik. De styrer strømstyrken, så opladningen sker kontrolleret, sikkert og intelligent.

Intelligent opladning med opladning via en professionel operatør og udbyder bidrager til:

  • At elnettet ikke overbelastes lokalt af for mange tilsluttede elbiler på én gang
  • At opladningen automatisk kan forskydes til tidspunkter, der støtter energisystemet i at få mest mulig vedvarende energi ind i elnettet
  • Sikker opladning med korrekt strømniveau til og fra bilen
  • Sikkerhed imod overophedning af kabel, stik og batteri

Intelligent opladning har potentialet til at udnytte elbiler som en løsning til opbevaring af vedvarende energi, eksempelvis vindenergi. Et avanceret softwaresystem tager via online datakommunikation med elbilen hensyn til kørselsbehov og skiftende elpriser mm.. På den baggrund oplades elbilerne, når der er mest vedvarende energi i elnettet. Det mindsker CO2-udledningen knyttet til opladning af elbilen. Det bidrager også til at indfase mere vindmøllestrøm i den danske energiproduktion og dermed gøre det rentabelt at opstille flere vindmøller.

Normal opladning (Standard Charge)

Opladning foregår på en ladestander placeret hjemme, på arbejdspladsen eller i det offentlige rum. Opladningstiden afhænger af leveringsomfang fra ladestander og bilens specifikationer. 

 

  • Opladning 3,7​ kW et-faset f. eks. Nissan Leaf
  • Opladning 11 kW et-faset f. eks. Tesla Model S
  • Opladning 22-43 kW tre-faset f. eks. Renault Zoe

Hurtig opladning (Quick Charge)

Hurtig opladning defineres som opladning til 80 pct. af batteriets kapacitet på 20 minutter. Det foregår med opladning på særlige hurtig opladningsstationer. 

  • Opladning op til 50 kW f. eks. Nissan Leaf

​Ladestik

Når du skal oplade din elbil, er det vigtigt at vide, hvilke stik du skal bruge. Det vil som oftest ikke være noget problem, da der er ved at være ensrettet i forhold til ladestik og definition af internationale standarder.

Type 2

Ladestik til opladning ved almindelige ladestandere sker med Type 2 stik. Man sætter den ene ende i ladestanderen, mens den modsatte ende sættes i bilens udtag.

Combo2

Betegnelsen anvendes for hurtig opladning af bl.a. tyske og amerikanske elbiler. Combo2 forventes sammen med Type 2 at blive EU-standard.

CHAdeMO

CHAdeMO bruges ved hurtig opladningsstationer. Ladestikket sidder på standeren, hvor CHAdeMO stikket sættes ind i bilens udtag for hurtig opladning.​

Elbiler og kørsel i udlandet

Det er muligt at køre til udlandet i elbil, og netværket af ladestandere og hurtigladestationer bliver hele tiden udvidet. Men en tur til Gardasøen i elbil vil kræve lidt tålmodighed. Så hører du blandt dem, ​der vil køre det lange seje træk ned igennem Europa, så er elbilen ikke det mest oplagte valg.

Men man kan godt køre langt i en elbil. En familie fra hovedstadsregionen gik  ​imod den almindelige opfattelse af, at elbiler kun er bybiler. De kørte​ mere end 2.600 km. ned igennem Europa på sommerferie. 


Redaktør