Ny robothandske til personer med nedsat håndfunktion
Tendo er en ny handske til personer med nedsat håndfunktion. Målet er at skabe en blød robothandske – et exoskelet på hånden, som styrker håndens greb. Tommelfingeren, pegefingeren og underarmen udstyres med bløde kunstige sener og smarte sensorer, der kan modtage signaler om at igangsætte og tilføre ekstra styrke til en bevægelse.
Feedback fra Rigshospitalet Glostrups fagspecialister
Hænderne er et vigtigt redskab, som skal fungere, hvis mange dagligdags gøremål skal gennemføres selvstændigt. Nedsat funktion i en hånd kan fx besværliggøre basale opgaver som at spise, drikke, gå på toilettet og klæde sig på. Patienter med dysfunktionelle hænder kan have hjerne- eller rygmarvsskade eller andre lidelser som gigt.
VihTek har afholdt workshops, hvor kliniske fagspecialister gav feedback på Tendo med udgangspunkt i de omtalte patientgrupper og anvendelse på hospitalet.
Mange samarbejdspartnere gennem DigitaliseringsBoost
Samarbejdet mellem Tendo og VihTek er en del af det nationale tilbud DigitaliseringsBoost, der er målrettet virksomheder, der udvikler nye digitale løsninger. Micro Technic, Ohmatex, Odense Robotics og Mads Clausen Instituttet indgår ligeledes i samarbejdet.
Hvis du vil vide mere så kontakt Kristian Birkemose Jørgensen.