VihTek,
Kommunikationscentret, Region Hovedstaden og Hjernesagen har sat sig for at
undersøge, hvorledes borgere med erhvervet hjerneskade selv oplever deres
hverdagsliv og trivsel 12-24 måneder efter, at de har fået hjerneskade.
Borgere
med hjerneskade er generelt underrepræsenteret i patientundersøgelser. Derfor
er der sparsom viden om, hvordan de oplever deres hverdagsliv og trivsel. Det
er et problem, fordi denne viden er særdeles relevant for prioriteringen i
rehabiliteringen og i forhold til udvikling af velfærdsteknologiske løsninger
og hjælpemidler.
Undersøgelsen vil blive designet sådan, at det er
muligt for borgere med afasi at deltage. Det betyder, at spørgeguiden
udvikles ud fra den evidensbaserede SCA-samtalemetode (Supported Conversation
for Adults with Aphasia), hvor tekst blandt andet suppleres med billeder og
symboler, der illustrerer forskellige svarmuligheder. Den SCA-baserede
samtalemetode anvendes mange steder i rehabilitering efter hjerneskade i dag,
så borgerne vil ofte være bekendt med metoden.
I
sensommeren 2016 vil de første borgere blive kontaktet med henblik på
interviews. Derefter udvikles og tilpasses spørgemetoden i tæt samarbejde
mellem VihTek og logopæder fra Kommunikationscenteret. I alt vil ca. 260
borgere med erhvervet hjerneskade blive inviteret til at deltage i enten interviews,
fokusgrupper, workshops eller spørgeskemaundersøgelse.
Projektet
løber i 1½ år og er støttet af Helsefonden med 400.000 kr. og BrødreneHartmanns fond med 85.000 kr.