Lavteknologisk løsning skal give patienter med tetraplegi mulighed for at anvende tablets

​Swipe teknologi skal give rygmarvsskadede patienter mulighed for at benytte tablets og smartphones. Klinik for Rygmarvsskade, Rigshospitalet og VihTek vil i den kommende tid evaluere løsningen.

Når mennesker får en rygmarvsskade, vil alle funktioner under skadestedet potentielt blive påvirket. Sidder skaden i nakke-/halsdelen af rygmarven (tetraplegi) vil det indvirke på hånd- og armfunktionen. TubusOne er en ny teknologi, der skal give disse patienter mulighed for at anvende tablets og smartphones.

TubusOne er et tyndt rør monteret på et mundstykke. Når man puster ganske lidt i mundstykket bliver en finger med en swiper aktiveret. Swiperen fungerer som en forlænget finger, der gør patienterne i stand til at benytte en tablet/smartphone, der er placeret på et stativ foran patienten.

Projektet er sat i gang i november og vil blive evalueret med en Velfærdsteknologivurdering. Det evalueres, om produktet er brugervenligt, hvilke aktiviteter patienterne kan anvende løsningen til og hvor tilfredse patienterne er. Der måles på aktiviteter såsom at søge på internettet, læse nyheder, spille spil og flere andre funktioner, man kan tilgå via en tablet.

Redaktør