Systematiske undersøgelser af så små børn fra baggrundsbefolkningen er et nyt felt, og CCC2000 har været på forkant i den internationale forskning ved at undersøge en lang række tidligere uafklarede aspekter af den psykiske udvikling og funktion hos børn under 2 år. Mere end 6000 børn blev undersøgt ved sundhedsplejerskernes hjemmebesøg, da barnet var 0-1, 2-3, 4-6 og 8-10 måneder. Til dataindsamlingen udviklede CCC2000 forskerne sammen med sundhedsplejerskerne i deltagerkommunerne en standardiseret registrering af sundhedsplejerskernes undersøgelser af barnets vækst og udvikling, regulering af søvn, spisning, kontakt og socialt samspil.
En mindre gruppe børn blev indgående undersøgt ved 1 1/2 år. Denne undersøgelse har som den første i verden beskrevet, hvordan psykiske helbredsproblemer viser sig hos små børn, og påvist faktorer, der øger barnets risiko for udviklingsmæssige vanskeligheder, reguleringsforstyrrelser og sociale og følelsesmæssige problemer.
Forskningsresultaterne påviste uudnyttede potentialer for forebyggelse indenfor de eksisterende sundhedsordninger i kommunerne. Den standardiserede sundhedsplejerskejournal er også efterfølgende i en revideret form blevet udbredt i mange af landets kommuner.
Under publikationer ses en liste over vores artikler om dette emne.