Når forskere undersøger resultaterne af brokoperationer, bliver antallet af patienter, der senere bliver opereret igen, ofte brugt som mål for, hvor mange brok der kommer igen. Men et nyt studie fra Livet efter Brok viser, at dette mål kun fortæller en del af historien.
Studiet omfattede mere end 20.000 danske patienter, som havde fået opereret et bugvægsbrok. Patienterne blev både fulgt i de nationale sundhedsregistre og spurgt, om de selv oplevede, at brokket var kommet igen.
Resultaterne viste, at langt flere patienter oplevede et tilbagefald, end der senere blev genopereret. Ved navle- og midtlinjebrok blev omkring 16 % af patienterne ramt af et tilbagefald, men kun omkring 3 % blev opereret igen. Ved arbrok var næsten 27 % ramt af tilbagefald, mens kun 7 % gennemgik en ny operation.
Resultaterne understreger, at mange patienter lever med et tilbagefald uden at få foretaget en ny operation. Derfor bør fremtidige studier ikke alene måle antallet af genoperationer, men også inddrage patienternes egne oplevelser. På den måde får vi et mere retvisende billede af resultaterne efter brokkirurgi.
Artiklen kan læses her: Læs artiklen