I en ny dansk landsdækkende undersøgelse har vi undersøgt, hvordan patienter har det efter operation for navlebrok, afhængigt af hvor kirurgen placerer nettet under operationen.
Mere end 10.000 patienter deltog i undersøgelsen og besvarede spørgsmål om blandt andet smerter, ubehag og livskvalitet efter operationen. Resultaterne viste, at de fleste patienter generelt havde det godt efter operationen, uanset hvordan nettet var placeret.
Undersøgelsen viste dog også, at patienter, hvor nettet blev placeret mellem mavemusklerne og bughinden (såkaldt præperitoneal placering), lidt sjældnere oplevede stærke kroniske smerter og følelsen af at kunne mærke nettet i kroppen sammenlignet med andre placeringer.
Forskellene mellem metoderne var små, men resultaterne kan være med til at forbedre fremtidens brokkirurgi og skabe mere viden om, hvad der betyder mest for patienternes liv efter operationen.
Artiklen kan læses her: Læs artiklen