Når et brok er blevet opereret, kan det i nogle tilfælde komme igen. Mange forskningsstudier vurderer risikoen for tilbagefald ved at se på, hvor mange patienter der bliver opereret igen.
I dette studie undersøgte vi både, hvor mange patienter der blev genopereret, og hvor mange der selv oplevede, at brokket var kommet igen. Mere end 20.000 danske patienter deltog i undersøgelsen.
Resultaterne viste, at langt fra alle patienter med et tilbagefald bliver opereret igen. Ved navle- og midtlinjebrok blev omkring 16 % af patienterne ramt af et tilbagefald, men kun omkring 3 % blev opereret igen. Ved arbrok var næsten 27 % ramt af tilbagefald, mens kun 7 % gennemgik en ny operation.
Det betyder, at antallet af genoperationer alene undervurderer, hvor mange patienter der faktisk oplever, at brokket vender tilbage.
Studiet viser, at patienternes egne oplysninger er et vigtigt supplement til oplysninger fra sundhedsregistrene. Ved at kombinere begge dele kan forskere få et mere retvisende billede af resultaterne efter brokoperationer.
Læs den videnskabelige artikel her.