Sammenhæng mellem forældre og børns håndtering af situationen
Alvorlig sygdom, ulykke og død påvirker alle i en familie. Børn er dygtige til at aflæse de voksnes kropssprog og reaktioner, og de bliver ofte påvirket af dem. Der er ofte en direkte sammenhæng mellem forældrenes stresstilstand og håndtering af situationen og barnets.
Det betyder, at noget af det bedste, du kan gøre for dit barn er selv at genfinde så meget ro og stabilitet som muligt. Når du selv er rolig og afklaret, viser du dit barn, at du godt kan klare situationen, og at dit barn kan regne med dig og din støtte.
Din måde at håndtere følelser på er afgørende
Du må gerne udvise følelser for dit barn, følelserne skal dog helst være under kontrol, så barnet stadig kan fornemme, at du kan være der for og passe på ham eller hende.
Den måde du håndtere dine følelser på bliver derfor afgørende. Det at du viser dit barn at det er ok at have svære følelser, giver også ham eller hende lov til at vise sine følelser. Når du samtidigt viser dit barn, at du kan håndtere situationen, viser du også dit barn måder at håndtere svære følelser på.
Ro og stabilitet
Det er ikke altid nemt at finde ro og stabilitet, når man som forælder også selv er følelsesmæssigt påvirket af situationen. Det kan være en god idé, hvis du i perioder, hvor du selv er meget påvirket af situationen, kan få hjælp fra andre i familien eller dit netværk til at være der for dit barn, indtil du selv har fået det bedre.
Dit netværk kan støtte dig i de daglige opgaver med barnet, fx ved at hente ham eller hende fra svømning, tage ham eller hende en tur i biografen og lignende.
Hvis I er to forældre, kan det måske være en hjælp at skiftes til at være den primære omsorgsperson for dit barn, så den anden kan tanke lidt op. Netværket kan også være gode at inddrage til at hjælpe dig med både dine praktiske og følelsesmæssige behov, der til tider kan være svære at få taget hånd om.
Gode råd til dig og din familie
Gode råd
- Giv dit barn ekstra omsorg, nærvær og kærlighed
- Giv plads til dit barns følelser og reaktioner
- Kommunikér åbent, ærligt og alderssvarende med dit barn om sygdommen og om barnets tanker og følelser
God støtte til dit barn er også, at du passer på dig selv
Måske er du her på siden, fordi din partner lige har fået diagnosticeret en alvorlig sygdom, måske fordi du selv befinder dig midt i et sygdomsforløb, måske fordi du lige har mistet din partner, eller måske er du her af en helt anden årsag.
Når alvorlig sygdom eller død rammer, melder en række spørgsmål sig for alle forældre, både om ens eget liv og livssituation, men også om hvordan man som forælder bedst kan støtte og hjælpe sit barn.
Her på siden vil du kunne finde information og vejledning til, hvordan du kan forvente, at dit barn reagerer, hvordan du kan tale med dit barn om sygdommen, hvordan du støtter og hjælper dit barn i en svær periode præget af alvorlig sygdom eller død, samt hvordan du kan hjælpe dig selv som forælder, for bedre at kunne støtte dit barn.
Desuden vil du kunne finde en aldersinddelt litteraturliste, hvor du kan få mere viden og finde materiale, som du og dit barn kan læse sammen. Yderligere kan du finde links til andre organisationer, der kan hjælpe dig og din familie.
Inden du læser videre, er det vigtigt at huske på:
- At rådene på siden er generelle anbefalinger og forslag. Hver enkelt familie har sine egne mønstre og sin egen historie, og børn er meget forskellige. Der findes derfor ingen ufravigelige principper.
- At det er dig selv, der kender netop din families situation og dine børn bedst. Det er derfor også dig, der er bedst til at vurdere, hvad der er det bedste for jer.
- At de fleste klarer situationen udmærket, men at alvorlig sygdom og død er en ekstra belastning for hele familien, og det vil naturligvis påvirke alle.