Gå til hovedindhold

​​

Animationsfilm: Laura, Vilma og Oliver besøger deres mor på hospitalet

Alder: ca. 9-12 år. Filmen er lavet til at blive set sammen med en voksen. ​

​​I animationsfilmen møder I de tre søskende Laura, Vilma og Oliver, der skal besøge deres mor på hospitalet. Oliver har været på besøg før, men for Laura og Vilma er det første gang. 

Varighed 04:23 minutter - Undertekster kan slås til

​​I filmen ser I, hvordan et hospitalsbesøg kan opleves på forskellige måder. I ser også, hvordan børnenes nervesystem kan blive påvirket i et hospitalsmiljø med nye og til tider overvældende sanseindtryk. 

Du kan som voksen få et indblik i, hvordan du kan støtte barnet på hospitalet og med nærvær og små greb hjælpe barnet til at finde ro igen. Det kan være en hånd på skulderen, et kram eller nogle sætninger, der beroliger barnet. Sig fx: ”Det er okay, jeg er lige her” eller ”Kom, vi finder mor/far sammen.” 

Du kan læse mere om børns nervesystem og hvordan du beroliger det her. 

Se filmen sammen før, under eller efter et besøg på hospitalet

Filmen kan ses både forberedende før et hospitalsbesøg, som en fælles pause under et besøg eller opsamlende efter et hospitalsbesøg. I kan med fordel se filmen flere gange over tid, da det kan give anledning til nye snakke. 

​I kan se filmen som forberedelse til et besøg på hospitalet. Filmen giver mulighed for, at I sammen kan tale om, hvordan børnene i filmen oplever deres besøg, og om barnet kan genkende noget af det. 

Filmen kan også føre til samtaler om, at der ikke er nogen rigtig eller forkert måde at have det på, men at det er helt okay at reagere forskelligt. Oliver, som har været på hospitalet før, er fx ikke lige så nervøs som Vilma, der ikke har været der før. Italesæt, at det er helt normalt at være nervøs, og fortæl barnet: ”Det, du føler, er helt okay.” 

Spørg evt.:

  • ​”Føler du dig også nervøs ligesom Vilma gør i filmen? Hvis ja, hvad er du nervøs for?”
  • ”Hvordan tror du, mor/far ser ud? Er du spændt på at se ham/hende?”
  • ”Er der noget, du gerne vil spørge mor/far (den indlagte voksne) om?”


​Under et besøg på hospitalet kan filmen blive brugt som en rolig pause, I kan have sammen. 

Filmen giver mulighed for at tale om barnets oplevelser og kendskab til hospitalet. Har barnet fx været på et hospital før? Kan barnet genkende noget fra filmen, eller er der noget, der er helt anderledes?

Ved at stille åbne spørgsmål giver du barnet mulighed for at forholde sig til sine egne tanker og følelser i forbindelse med besøget. Husk, at det er okay, hvis barnet ikke lige kan svare. Saml op på samtalen på et senere tidspunkt. Det kan have sat tanker i gang hos barnet, som I kan tale videre om. 

Spørg evt. barnet:

  • ”Hvad er det bedste ved at være her på hospitalet lige nu?”
  • ”Hvordan synes du, der lugter på hospitalet?”
  • ”Kan du genkende nogle af tingene fra filmen her på stuen?”


​I kan se eller gense filmen efter et hospitalsbesøg. Efter et besøg kan der opstå nye spørgsmål og følelser hos barnet. Nogle gange kan det tage tid at bearbejde oplevelsen, og I kan tale om, hvad der fylder lige nu. 

I kan også tale om, om barnet genkender nogle af de følelser, som børnene oplevede i filmen. Du kan fx italesætte, at det er helt normalt at savne den indlagte forælder, når man skal hjem, samtidig med, at man glæder sig til selv at komme hjem.​

Spørg evt.:

  • ”Hvordan føles det i kroppen nu, hvor vi er hjemme igen?”
  • ”Tænker du på noget bestemt fra hospitalet?”
  • ”Har du lyst til at vi snart besøger mor/far igen?”


​Animationsfilmen kan ses, uanset om barnet skal med på hospitalet eller ej. Filmen kan være en pause, I tager sammen, hvor barnet præsenteres for hospitalet. 

Da filmen afspejler de tre børns forskellige oplevelser af at have en syg forælder, kan den invitere til, at barnet kan dele sine egne følelser. Filmen kan være en måde at vise barnet, hvordan der kan se ud på et hospital, og kan måske gøre det nemmere for barnet selv at udtrykke sig.

Spørg fx barnet:

  • Har du det på samme måde som nogen af børnene i filmen? Hvis ja, hvem?
  • ​Hvis du kunne snakke med et af børnene fra filmen, hvad ville du så spørge om?


Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden