I bogen Pelle besøger far på hospitalet møder I Pelle, som skal besøge sin far på hospitalet for første gang.
Hospitalet er fyldt med nye indtryk, og det kan Pelle tydeligt mærke i kroppen. Nervesystemet aktiveres, og han får hjertebanken og ondt i maven. Det føles, som om der er en stor ballon, der fylder og rumsterer derinde. Men Pelle får hjælp af de voksne, som gennem nærvær og enkle greb hjælper ham med at finde ro igen, når han bliver overvældet. Bogen er en oplæsningsbog, som er lavet til at blive læst højt af en voksen.
Formålet med bogen er at inspirere til trygge samtaler mellem dig og barnet. I kan sammen tale om noget af det hospitalsudstyr og de lyde og lugte, som Pelle oplever i bogen. Hvad kan barnet genkende? Eller hvad er anderledes fra barnets egne oplevelser og tanker?
Du kan læse mere om børns nervesystem, og hvordan du beroliger det her.
Forslag til, hvordan I kan bruge bogen
Bogen kan læses, når det giver mening for jer: før, under og efter et hospitalsbesøg. Hvis det er relevant i jeres situation, kan den også tages med i dagtilbud eller skole for at give kammeraterne indsigt i, hvordan det kan være som barn at have en forælder, der er indlagt på hospitalet.
Barnet kan inddrages i bogen ved, at I sammen prøver nogle af de aktiviteter, Pelle laver på hospitalet. I kan fx trykke på kaldeknappen sammen med Pelle, mærke hjertet banke eller øve jer i at trække vejret dybt ligesom farfar, mor og Pelle gør.
Find også inspiration til aktiviteter i resten af materialet i ”Hospitalet i børnehøjde”