Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​​

Viden om børns nervesystem og hvordan du kan berolige det

​Herunder finder du tekster, der kan vejlede dig og barnet i nervesystemet.

​Her kan du læse om, hvordan kroppens alarmklokker virker, og finde konkrete øvelser, som hjælper barnet med at falde til ro. Når vi møder barnets uro med vores egen ro, forståelse og enkle greb, hjælper vi barnet med at lære, at det nye godt kan være trygt.

Alle materialerne i Hospitalet i Børnehøjde bygger på denne teori. I kan derfor også bruge dem som værktøjer til at starte en samtale med barnet og berolige nervesystemet. 

Læs om alle materialerne her.

Teksterne er skrevet i et sprog, som også gør det nemt for dig at videreformidle og snakke med børn om det. ​

Hjernen og Amygdala - kroppens lille alarmklokke

Inde i hovedet bor hjernen. Hjernen hjælper dig med at tænke, tale og bevæge dig. Den mærker også, om noget føles rart eller ikke rart i kroppen. 

Amygdala er den del af hjernen, der virker som en lille alarmklokke. Når du bliver bange eller når noget ikke føles rart i kroppen, ringer den lille alarmklokke. Den ringer for at passe på dig. 

Det er smart, fordi den fortæller kroppen, at den skal være vågen og klar.​

​Alarmen hjælper dig med at reagere hurtigt, hvis noget er farligt. Det er den, der fortæller dig, at du skal passe på bilerne og se dig for, inden du går over vejen. Den fortæller dig også, at du skal holde ved gelænderet, når du går ned ad en stejl trappe. 

Men det er også normalt, at alarmklokken ringer lidt ekstra, når man er et nyt sted som fx på et hospital.  Det betyder ikke, at der er noget galt med dig. Det betyder bare, at din hjerne prøver at passe på dig.


Når alarmen ringer, kan kroppen føles anderledes, end du er vant til. Det kan føles mærkeligt og ubehageligt, men faktisk er det helt normalt. 

Måske har du prøvet at mærke nogle af disse ting før:

  • Hjertet kan banke hurtigere

  • Hænderne kan blive svedige

  • Du kan få ondt i maven

  • Din krop kan ryste

  • Det kan være svært at tænke og svare

  • Du kan få lyst til at løbe væk

  • Du kan blive vred og få lyst til at sparke eller slå

  • Din krop kan gå helt i stå, så du har svært ved at bevæge dig

Når du kan få det sådan, er det, fordi kroppen bestemmer og prøver at hjælpe med at passe på dig.​​


​På hospitalet er der mange nye lyde, lugte og ting at kigge på. Nogle gange tror hjernens alarm, at noget er farligt, selvom det egentlig bare er nyt. En høj bip-lyd, en maskine eller en person i noget tøj, du ikke kender, kan få alarmen til at sige “pas på!”. 

Ligesom en røgalarm kan bippe, når man rister brød, kan hjernens alarm også starte, selvom der ikke er fare. Så har alarmen brug for hjælp til at blive rolig igen. 

De voksne omkring dig kan hjælpe dig, så du kan mærke, at du er tryg og i sikkerhed.



Beroligende kontakt - aktiviteter

Her er eksempler på enkle aktiviteter, som du kan guide barnet i både derhjemme og på en hospitalsstue. 

Som voksen er du barnets medregulator, så tænk enkelt, langsomt og forudsigeligt. Lav aktiviteten sammen med barnet og udvælg 1-2 aktiviteter ad gangen. Vis vejen for barnet og lad barnet spejle dig. 

​Beroligende sætninger og ord kan minde barnet om, at det er trygt sammen med den voksne. Sætningerne kan være særligt brugbare, hvis barnet bliver nervøs eller utryg.

  1. Sæt ord på over for barnet: Brug sætninger som: “Din hjerne vil passe på dig. Vi hjælper den med at blive rolig igen” eller “Din hjerne har en lille alarmklokke, der ringer for at passe på dig. Den ringer nu, fordi det her er nyt. Jeg er her, og du er tryg.”

  2. ​Sig højt, hvad der sker: Forklar for barnet, hvad I ser: “Det er en lille maskine, der hjælper mor/far med at få medicin” eller ”nu kommer der en læge og hjælper mor/far”.

  3. Tryghedssætninger: Ord kan hjælpe hjernen med at forstå, at man er tryg. Sig sætningerne langsomt sammen med barnet: “Min alarmklokke er ikke farlig, men hjælper mig. Min hjerne øver sig i at passe på mig”.
    Du kan også instruere barnet: “Mærk fødderne i gulvet. Læg hænderne på maven og mærk, hvordan du trækker vejret. Du er lige her, og du er tryg.”

  4. Afslut med en “tjek ud”: Du kan spørge barnet “Hvordan har du det nu?” eller ”Hvad mærker du i kroppen nu?”


​Langsomme, gentagne bevægelser fortæller kroppen, at den er tryg. Lav dem siddende eller stående, alt efter hvad der er muligt.

  1. Vip som en båd: Sid ned eller stå op og rok roligt fra side til side med hinanden i hænderne. Tæl sammen imens: 1–2, 1–2, 1-2.

  2. Skulder-rul: Løft skuldrene op til ørerne på en indånding, mens I tæller til fire. Rul skuldrene tilbage og ned på udånding, mens I tæller til seks. Gentag fem gange.

  3. Tramp som en mus: Tramp meget blødt i gulvet, som hvis du havde musefødder. Tæl ti langsomme trin sammen.

  4. Kryds-gang på stedet: Sæt højre hånd på venstre knæ og venstre hånd på højre knæ. Byt rundt på hænderne, så de skiftevis er på højre og venstre knæ. Gentag øvelsen langsomt ti gange.

  5. Stræk dig som en kat: Sæt hænderne på knæene. Svaj i ryggen på indånding, mens du kigger op i loftet. Rund ryggen på udånding, mens du kigger mod din navle. Gentag fem gange.

  6. Ryst dig som en hund: Ryst først hænderne, så armene, så skuldrene, så fødder og ben og til sidst hele kroppen, mens du tæller til ti. Du kan sige en stille sukkelyd imens. Mærk, hvordan kroppen summer, når du stopper igen. Nu kan kroppen bedre slappe af.​


​Blide tryk og kram kan virke beroligende på kroppen. Spørg altid barnet om lov først.

  1. Sommerfugle-kram: Kryds armene og klap blødt op og ned på overarmene. Tæl langsomt til ti imens.

  2. Stærke hænder: Pres håndfladerne mod hinanden på indåndingen og slip hænderne igen på udåndingen. Gentag øvelsen seks gange.

  3. Væghænder: Stå foran en væg og sæt håndfladerne mod væggen. Træk vejret ind og læg pres mod væggen. Pust ud og slip presset igen. Gentag øvelsen fem gange.

  4. Knug og slip: Spænd dine tæer og hænder alt, hvad du kan, og hold spændingen i fem sekunder. Slip spændingen igen, og lad fødder og hænder hvile slapt. Gentag fem gange.​

​Når vi lægger mærke til konkrete, trygge ting i omgivelserne, falder kroppen automatisk til ro. Øvelserne kan både laves derhjemme og på hospitalet, alt efter hvor I er.

  1. ​5-4-3-2-1: Vores sanser gør, at vi kan se, røre, høre, lugte og smage verden omkring os.Kig dig omkring og se, om du kan finde nedenstående ting:
    - 5 ting du kan se
    - 4 ting du kan røre
    - 3 ting du kan høre
    -2 ting du kan lugte​​
    - 1 ting, du kan smage eller tænke på, som smager dejligt. 

  2. ​Farvejagt: Synssansen gør, at vi kan se alle de smukke farver omkring os. Afprøv synssansen og vælg en tilfældig farve. Find fem ting i rummet i den valgte farve. Vælg en ny farve og prøv igen. Hvis I er flere, der leger legen, kan I skiftes til at nævne en ting i den valgte farve.

  3. ​​Følesans: Følesansen er kroppens måde at mærke verden på. Huden har små sanseceller, som fortæller hjernen, om noget er blødt eller hårdt og varmt eller koldt. Afprøv følesansen ved at gnide pegefinger og tommelfinger langsomt mod hinanden. Fokusér på at mærke huden, der rører hinanden. Mærk i 20 sekunder. 

  4. Lytte-leg: Høresansen gør, at vi kan tale med andre mennesker og høre, hvad der sker omkring os. Afprøv høresansen og lyt efter den laveste lyd i rummet. Herefter kan du skifte fokus og lytte efter den højeste lyd i rummet. Skift fokus mellem lydene fem gange.

Denne tekst er udarbejdet af Charlotte Anker Junker og Annette Hansen

Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden