Gå til hovedindhold

​​​​​​​​​​​​​​​​

Aktivitets- og samtalekort: Lær hospitalet at kende

Alder: ca. 9-12 år​

​​Samtale- og aktivitetskortene Lær hospitalet at kende har til formål at give børn et større kendskab til hospitalet ved at afmystificere det udstyr man kan se og møde samt at åbne for samtaler om deres oplevelser i mødet med hospitalet. Kortene er lavet til at blive brugt sammen med en voksen. Det kan være en forælder, en anden nær voksen eller en der arbejder på hospitalet. 

Kortene har illustrationer af hospitalsudstyr på den ene side og tilhørende beskrivelser på den anden. Det er ikke nødvendigvis alle kort, der er relevante for alle. Du kan derfor som voksen vælge kort fra med udstyr, I ikke møder, eller hvis mængden af kort bliver for overvældende. 

På nogle af kortene er der også en lille aktivitet, som I kan lave sammen. Nogle aktiviteter kan laves derhjemme, og andre kan laves på hospitalet. Aktiviteterne kan være med til at give en bedre forståelse for hospitalsudstyrets funktion, samt en bevidsthed om hvordan kroppen reagerer i forskellige situationer.

Samtalerne om barnets oplevelser, tanker og eventuelle bekymringer i forbindelse med brug af kortene kan bidrage til, at du som voksen kan få et indblik i, hvad der fylder i forbindelse indlæggelsen.  

I spillet finder I også et blankt sæt brikker, som I selv kan udfylde. I kan sammen tegne det, I synes, der mangler et billede af. Det kan f.eks. være noget, barnet har lagt mærke til på sin forælders stue, har set et sted på hospitalet eller bare noget, som barnet har lyst til at tegne. I kan også bruge dem til at tegne tanker, bekymringer eller andet, som fylder. Formålet med de blanke brikker er, at barnet kan sætte et mere personligt præg på spillet og italesætte sine egne erfaringer. 

Forslag til, hvordan I kan ​​​bruge Lær hospitalet at kende

Grundlæggende kan kortene bruges på den måde, I synes giver mening. 

I kan udvælge kort fra sættet eller bruge dem alle sammen samtidig. De kan for eksempel bruges ved, at I trækker et kort fra bunken og gætter, hvad det er, og hvad det bruges til. Læs bagpå bagefter og lav den tilhørende aktivitet. 

I kan også lægge alle kortene ud med billedsiden op ad, skiftes til at vælge et kort og prøve at forklare til hinanden hvad udstyret bruges til. Læs derefter og lav aktiviteten. 

Kortene kan også bruges ad hoc. Hvis barnet har spørgsmål til noget, I ser eller oplever, så tag kortene frem, find det udstyr barnet havde spørgsmål til eller noget udstyr, der skal til at bruges. Det kunne fx være, hvis den indlagte voksne skal have taget blodtryk, så find kortene frem og snak om det.

Vær nysgerrig sammen med barnet:

  • Hvilke illustrationer fanger barnets opmærksomhed?
  • Har barnet set det forskellige hospitalsudstyr før?
  • Hvad tror barnet, at udstyret bruges til?
  • Har barnet lagt mærke til andre ting på hospitalet, der har skabt nysgerrighed, forundring eller nervøsitet? 

Nedenfor kan I læse konkrete forslag til brug før, under og efter hospitalsbesøg, samt til brug uden hospitalsbesøg. 

I kan bruge kortene som forberedelse før et besøg på hospitalet. Her kan I fx sprede alle kortene ud på et bord med billedsiden opad og lade barnet vælge et kort, eller skiftes til at vælge et kort.   

Når I har valgt et kort, kan I prøve at gætte, hvad I tror det er, og hvad det bruges til. Giv plads og tid til at barnet sætter ord på det - det giver dig et indblik i, hvad barnet lægger mærke til, som nogle gange er noget helt andet end det, du som voksen lægger mærke til. 

Før I læser bag på kortet, kan I snakke om:

  • "Hvad fik dig til at vælge det kort?"
  • ​​"Er det noget, du har set før?"
  • "Hvad tror du, det er?"

Hvis aktiviteten bagpå kan laves derhjemme, kan I lave den – ellers kan I blive enige om, hvilke af aktiviteterne der kunne være sjove at lave, når I kommer hen på hospitalet.​


​Hvis I bruger kortene under et hospitalsbesøg, kan I vælge at bruge dem som udgangspunkt for en lille "skattejagt".

Læg alle kortene ud og gå på opdagelse på stuen. I kan skiftes til at finde den genstand, der er på kortet eller gå på opdagelse sammen og derefter læse om den. Hvis der er en aktivitet på kortet, kan I lave den sammen.   

I kan også udvælge nogen af kortene og gå på opdagelse efter dem specifikt. Spørg personalet om det er okay, at I også går på jagt ude på gangen. 

Kortene giver en legende tilgang til udstyr og situationer, der ellers kan være overvældende og fremmede. 

På hospitalet kan du evt. spørge barnet:

"Hvordan synes du, det er at være her på hospitalet?"
"Er der noget, der ser mærkeligt ud herinde på mors/fars stue?"
"Skal vi kigge os lidt omkring sammen?"​ 


I kan bruge kortene som en måde at samle op på efter et hospitalsbesøg. Her kan du fx sprede alle kortene ud på et bord med billedsiden opad og sammen med barnet prøve at finde nogle af de ting, som I kan genkende fra hospitalet. I kan på den måde få et overblik over, hvilket hospitalsudstyr den indlagte forælder møder, og blive klogere på det sammen.  Det giver også barnet mulighed for at stille spørgsmål til hospitalsudstyr, som barnet fx ikke forstod eller undrede sig over. 

Efter hospitalsbesøget kan du evt. spørge barnet:

  • "Har du nogle spørgsmål nu, hvor vi er hjemme igen?"
  • ​"Hvordan var det at være på besøg på hospitalet? Hvordan skal vi gøre det næste gang?"
  • "Er der noget af hospitalsudstyret, vi skal snakke om igen?"
  • "Er der en af aktiviteterne på kortene vi skal lave eller prøve igen?"

​I kan også udfylde de to blanke kort. Tegn fx noget hospitalsudstyr, som I så på hospitalet, men som ikke allerede er med i spillet. Eller tal med barnet om, hvordan oplevelsen på hospitalet var, og tegn noget I oplevede sammen på hospitalet. Det kan fx være en sygeplejerske, I mødte, noget I spiste eller noget I lavede sammen. ​


​Kortene kan sagtens bruges, selvom barnet ikke skal med ind på hospitalet. Udvælg fx de kort, der er relevante i jeres situation, og tal med barnet om, hvad udstyret gør, og hvordan det hjælper den indlagte forælder. På den måde kan hospitalsindlæggelsen gøres mindre fremmed for barnet. 

Kortene kan også bruges til at starte samtaler om barnets tanker og eventuelle bekymringer om den voksnes hospitalsindlæggelse. 

Aktiviteterne er en god måde at starte samtaler med barnet på en legende og kropslig måde. 

Spørg evt.:

  • ​​Hvilket kort synes du ser mest spændende/mærkeligt/sjovt/skræmmende ud?
    (Læg kortene med det relevante hospitalsudstyr frem på bordet, så barnet kan vælge).
  • ​​Ved du, hvilket udstyr mor/far bruger på hospitalet?



Sidst opdateret:
Redaktør
Klik for at scrolle op eller ned p� siden G� til toppen af siden