Som sundhedsprofessionel er din opgave:
- Systematisk at støtte forældrene i forhold til børnene
- Systematisk at være opmærksom på, tale med og inddrage børnene
1. Systematisk støtte til forældrene
Som sundhedsprofessionel er din opgave primært at støtte forældrene ved at give dem information om almindelige krisereaktioner hos børn. Du skal også rådgive dem om, hvordan de bedst støtter deres børn, samt have fokus på, om barnet har brug for mere hjælp.
Gennem samtale med en forælder eller begge forældre, kan du hjælpe med at afdække barnets behov, og på baggrund heraf give forældrene behovsafstemt information og rådgivning om:
- Børns krise- og sorgreaktioner
- Støtte, herunder kommunikation til og med børn
- Inddragelse af netværk
2. Systematisk opmærksomhed på børnene
Det er ikke en nem opgave systematisk at være opmærksom på, om patienten har børn. Ofte kommer børnene slet ikke eller meget sjældent på hospitalet.
Som sundhedsprofessionel er det derfor vigtigt, at du systematisk og proaktivt spørger patienten eller den anden forælder om deres børn, for at sikre, at alle får den nødvendige hjælp.
Forældrene har typisk et stort behov for hjælp til at finde ud af, hvordan de inddrager og støtter deres børn, men vil ofte være tilbageholdende med at bede om hjælp.
Forældrene er bekymrede for deres børns reaktioner
Forældrene står i en stresset situation med alvorlig sygdom, ulykke eller død tæt inde på livet med mange udfordringer af praktisk, eksistentiel, social og økonomisk karakter.
Alligevel er de største bekymringer ofte, hvordan de får talt med deres børn, hvordan børnene vil reagere, og hvordan de støtter dem bedst muligt.
De fleste familier har ikke på forhånd erfaring med, hvordan man taler med børn eller unge og hinanden om alvorlig sygdom og død. Forældre oplever det som et stort ansvar at tage de rigtige valg i forhold til deres børn.
Forældrene føler sig usikre på, hvor meget information børnene kan tåle, hvordan det skal overbringes, og hvad de ellers kan gøre for at støtte deres barn.
Læs mere om børns typiske krise- og sorgreaktioner
Børnene har brug for tryghed og omsorg
Børnenes liv forandres, når deres mor eller far bliver alvorligt syg eller dør. Hverdagen bliver mindre forudsigelig, og vil ofte være præget af usikkerhed.
Det kan udløse en krise og åbner altid for sorg, når børnene på den måde rystes i deres grundlæggende tryghed. Ved tab eller truslen om tabet af nære omsorgsrelationer, søger børn og unge derfor som regel tilbage mod den grundlæggende tryghed.
Selvom de fleste børn grundlæggende er robuste, afhænger deres evne til at klare sorgfulde og dramatiske begivenheder af deres samvær med ansvarlige og omsorgsfulde voksne.
Alle børn har i forbindelse med tab eller alvorlige forandringer i deres liv brug for ekstra opmærksomhed, omsorg og sikkerhed for, at der er voksne, som er til stede for dem. De har endnu ikke de nødvendige ressourcer til at klare sig selv, og det er derfor afgørende, at de bliver mødt af ansvarlige voksne.
Giv dig til kende for børnene
Som sundhedsprofessionel vil du kun se børnene, når de er på besøg på hospitalet, og din mulighed for at støtte dem direkte er derfor begrænset til disse besøg.
Når børnene er på hospitalet, er det vigtigt, at du er opmærksom på dem, giver dig til kende og får dem til at føle sig velkomne. Ved behov kan du tilbyde samtale og omsorg.
Under menuen Sådan støtter du børn på hospitalet kan du finde inspiration til, hvordan du kan tale med og støtte børn, når de er på hospitalet.
Læs mere om hvordan du kan støtte børn på hospitalet