Lad gerne barnet ’bestemme’ hvor lang tid besøget skal vare. Et lille barn vil formodentlig ikke kunne rumme, at besøget varer alt for længe. Hellere flere korte besøg end få lange besøg, hvor barnet bliver uroligt og må tysses på.

Råd fra sundhedspersonalet til forældrene

De følgende 5 råd kan du som sundhedsproffesionel give til forældrene til skolebarnet (7-12 år).

#1 Opfordr forældrene til så vidt muligt at lade den normale hverdag fortsætte, og giv plads til pauser fra sorgen

Selvom barnets hverdag er ændret med alvorlig sygdom og død inde på livet, er det bedst, så vidt muligt, at holde fast i de normale rutiner og aktiviteter. Det skaber tryghed for barnet i en kaotisk tid. Selvom det kan være svært at stille krav til et barn i sådanne situationer, er det vigtigt, at forældrene fortsætter den normale form for opdragelse, da manglende rammer og struktur kan gøre barnet endnu mere usikkert.

Det kan dog være i orden, at der fx nogle dage under et sygdomsforløb bliver slækket lidt på kravene til barnet og bliver givet en fridag. Dog er det vigtigt at komme tilbage til den normale hverdag efterfølgende.

Normale aktiviteter kan også fungere som et frirum – et sted, hvor barnet kan få en pause fra den svære situation og føle sig normalt. Typisk har børn brug for mulighed for at få pause fra sorgen. Det er i pauserne, at børnene samler ny energi til at håndtere, at tingene for en tid er forandret derhjemme. 

​Det er en måde at beskytte sig selv på mod alt det svære. Skab også gerne plads til sjove og festlige oplevelser sammen – både børn og voksne har brug for pauser.​

#2 Opfordr forældrene til at barnet kommer på besøg ved indlæggelse og evt. deltager i behandlingen

Lad meget gerne barnet komme på besøg på hospitalet, også selv om den syge forælder er bevidstløs. Hvis det er muligt, kan barnet også være med til en behandling. 

Besøg og deltagelse i behandlingen er en måde at opretholde kontakt til den syge forælder og samtidig en måde, hvorpå behandlingen og hospitalet kan afmystificeres. Samtidig modvirker det, at barnet forestiller sig det værste, bliver mere ængsteligt og ikke føler sig inkluderet.

Forældrene kan tale med barnet om, hvor ofte han eller hun har lyst til at komme med på hospitalet, hvor længe han eller hun synes, at besøget skal vare, og hvad det har lyst til at lave, når han eller hun er der. Det er en god idé, at forældrene forbereder barnet på besøget ved at fortælle, hvordan der ser ud på stuen, hvordan den syge ser ud, hvilke apparater der er på stuen med mere. 

Dette kan mindske den angst, der kan være forbundet med at tage på hospitalet og sikre, at oplevelsen ikke bliver for chokerende. Forældrene kan efterfølgende snakke om besøget med barnet, så barnet får mulighed for at bearbejde sine indtryk.

​#3 Hvis besøg på hospitalet ikke er muligt

Hvis det ikke er muligt, at barnet kan komme på besøg på hospitalet, kan den forælder, der ikke er indlagt, vise hospital udefra og/eller vise billeder af det, af stuen og eventuelt af behandlingen. 

En anden mulighed er at tale sammen fx på Facetime, hvor barnet kan se den indlagte forælder og tale med mor eller far under en indlæggelse. Det er en anden måde at inddrage barnet på, og det mindsker følelsen af adskillelse.

#4 Opfordr forældrene til at fortælle deres barn, at der altid vil være nogen, der passer på ham eller hende

Når et barn oplever alvorlig sygdom eller død, kan han eller hun nemt blive bekymret for, at andre vigtige personer i barnets liv også vil blive syge. Børn har brug for ekstra tryghed og for at blive forsikret om, at der er nogen, der passer på dem, ligegyldigt hvad der sker. 

Sig fx: ’Når far ligger på hospitalet, så er mor der til at passe på dig og tage dig til fodbold’. Berolig barnet uden at lyve.

#5 Forældrene må gerne vise deres følelser til barnet

Hele familien påvirkes følelsesmæssigt, når alvorlig sygdom eller død rammer. Forældre behøver ikke at skjule deres følelser for deres barn. Følelserne skal dog helst være under kontrol, så barnet stadig kan fornemme, at forældrene kan være der for og passe på ham eller hende. 

Børn kan typisk godt klare at se deres forældre være kede af det, hvis de bliver forsikret om, at de (forældrene) godt kan klare situationen, og stadig har følelsen af, at forældrene kan tage vare på dem og kan yde omsorg og tryghed. 

Råd til forældre og sundhedspersonale

​​De følgende 6 råd er målrettet både dig som sundsprofessionel  og forældrene. Du kan derfor videregive rådene til forældrene eller selv bruge dem, når du møder børnene på hospitalet.

​#1 Giv barnet tilladelse til at lege, være glad og deltage i aktiviteter

​Børn tager let ansvaret for vanskelige situationer på sig og stiller ofte meget store krav til sig selv. Skolebørn er ofte meget empatiske og kan nemt føle skyld eller få dårlig samvittighed. Den dårlige samvittighed kan fx opstå, hvis barnet fortaber sig i en leg eller en aktivitet, når han eller hun ’burde’ være ked af det.

Det er derfor godt, at forældrene eller andre voksne fortæller barnet, at det er i orden fx at gå til fodbold, og at det er i orden at være glad, selvom mor er syg. På den måde kan barnet hjælpes med at slippe den dårlige samvittighed. Det er også en god ide, at forældrene eller andre voksne forklarer barnet, at det er normalt at svinge mellem at være glad og trist. 

#2 Snak med barnet, og spørg ind til hans eller hendes tanker og følelser

Børn er gode til at skjule deres følelser for deres forældre, for ikke at gøre forældrene endnu mere kede af det eller være til besvær. Forældre kan derfor let komme til at undervurdere, hvordan barnet har det. Det er vigtigt, at forældre og andre voksne tør spørge ind til barnets følelser, tanker og bekymringer. 

Den voksne skal være nysgerrig på, hvordan barnet tænker og har det, også selvom tilbuddet om snak i første omgang bliver afvist. Ved aktivt at vise interesse, viser den voksne barnet, at han eller hun ikke skal være alene med sine tanker, følelser og bekymringer. 

Nogle børn kan have tendens til at lukke ned, virke uberørte, trække sig tilbage på værelset og ikke ville tale – de kan have behov for at være private om deres tanker og følelser. Det betyder ikke, at de er ligeglade eller ikke vil tale, men de har brug for tid.

En måde en forælder eller en anden voksen kan hjælpe samtalen i gang på er ved at give udtryk for, at det er normalt at reagere som barnet gør, og at det ikke er unormalt at have de følelser og tanker, som han eller hun har. Den voksne kan fx sige: ‘Mange børn bliver vrede, når deres far bliver syg’ eller: ’Mange børn tænker på, om det er deres skyld, at deres mor blev syg’.

Voksne kan også gribe muligheden for at tale med barnet, når barnet af sig selv spørger om emner relateret til sygdommen eller døden, eller de kan skabe et rum til at få snakket med barnet om hans eller hendes tanker og bekymringer – fx om aftenen, hvor tankerne typisk myldrer frem.

Når en forælder eller en anden voksen taler med et pårørende barn, er det vigtigt at udvise empati og anerkende hans eller hendes følelser. Respekter barnets følelser, prøv ikke at tage dem væk eller negligere dem. Sig fx: ’Det er i orden at være ked at det’, ’Det er normalt at være vred, men det går som regel over igen’ eller ’ Jeg er her for at hjælpe dig’. Vis, at du som voksen kan rumme barnet følelser, og at han eller hun reagerer normalt på situationen.

​Alle børn har i forbindelse med forældres alvorlige sygdom, ulykke eller død brug for, at der er nogen, der tør lade virkeligheden være lige så tung, svær, fortvivlende og forandret, som den er. Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som forælder og voksen ofte gerne vil kunne afhjælpe eller fjerne de svære følelser fra barnet. 

Men det er vigtigt, at tillade barnet at blive i den følelse, som han eller hun giver udtryk for – den voksne skal aflaste, ikke aflede. Det, at barnet siger følelserne højt og mærker, at forælderen eller en anden voksen kan rumme og anerkende dem, er i sig selv en hjælp for barnet.

#3 Leg og tegn med barnet

​En anden måde, som forældre og voksne kan få adgang til barnets tanke- og følelsesverden på, er ved at lege med ham eller hende, læse bøger, tegne eller udføre andre kreative aktiviteter. Gennem legen viser børn de tanker og følelser, som det kan være svært at sætte ord på, og giver derved de voksne mulighed for at forstå ham eller hende. En tegning kan fx bruges som udgangspunkt for en snak.

​#4 Lad barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver

Lad gerne barnet hjælpe med små alderssvarende opgaver. På den måde får barnet en følelse af at have betydning og være værdifuldt. Det kan også være en måde for barnet at håndtere en eventuel følelse af magtesløshed på. Det er dog vigtigt, at forældrene afstemmer opgaverne med barnet, da mange børn også kan føle det som en belastning, og barnet skal ikke udvikle sig til en lille voksen.

​​#5 Hjælp barnet med at forstå sine reaktioner

Børn reagerer på mange forskellige måder i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Det kan for den voksne synes selvfølgeligt, at barnet reagerer på situationen, men barnet kæder ikke nødvendigvis sine reaktioner og følelser sammen med sygdommen. 

Det kan derfor være en god ide, at en forælder eller en anden voksen taler med barnet om hans eller hendes reaktioner og forklarer, at det er normalt at reagere – også med stærke følelser – i sådanne situationer. På den måde kan barnets hjælpes til ikke at føle sig forkert og mærkeligt.

#6 Inddrag barnets skole og SFO

Kontakt barnets skole og SFO og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du som sundhedspersonale tilbyde at ringe og forklare situationen og aftale, at de ringer forældrene op. 

​Snak med barnet om, hvordan skolen og SFO bedst informeres og inddrages. Fx om forælderen skal fortælle sin søns eller datters lærer om situationen, eller om barnet hellere selv vil gøre dette, eller om det skal foregå på en helt tredje måde.

Skolen og SFO har den daglige kontakt med barnet og kan spille en central rolle i at hjælpe barnet i en svær tid. Samtidigt kan det være vigtigt for skolen og SFO at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis barnet for en tid opfører sig anderledes og har det svært.

​De kan have svært ved at kontrollere stærke følelser, hvilket ofte kan være i konflikt med ønsker og forventninger om at fremstå voksent og selvstændigt. Teenagere begynder at danne deres egne normer og moralbegreber, hvilket kan føre til et opgør med forældrenes normer. Alvorlig sygdom og død stresser teenagere, og de kan opleve, at deres ungdomsliv bliver sat på standby. 

Råd fra dig som sundhedsprofessionel til forældrene

De følgende 4 råd kan du som sundhedsproffesionel give til forældrene til teenageren.

#1 Opfordr forældrene til at lade den normale hverdag fortsætte så vidt muligt, og giv plads til pauser fra sorgen

​Selvom teenagerens hverdag er ændret med alvorlig sygdom eller død inde på livet, er det bedst så vidt muligt at holde fast i de normale rutiner og aktiviteter. Det skaber tryghed i en kaotisk tid. Selvom det kan være svært at stille krav til teenageren i sådanne situationer, er det vigtigt at fortsætte den normale form for opdragelse, da manglende rammer og struktur kan gøre ham eller hende endnu mere usikker. 

Det kan dog være i orden, at der er dage under et sygdomsforløb, hvor der bliver slækket lidt på kravene til teenageren, for eksempel i form af en fridag. Det er dog vigtigt at komme tilbage til den normale hverdag igen efterfølgende.

Normale aktiviteter kan også fungere som et frirum – et sted hvor teenageren kan få en pause fra den svære situation og føle sig normal. Typisk har teenagere brug for en mulighed for at få en pause fra sorgen, særligt i perioder hvor sygdommen fylder meget, eller savnet af det normale familieliv er stort. 

Det er i pauserne, at teenageren samler ny energi til at håndtere, at tingene for en tid er forandret derhjemme, og det er en måde, hvorpå man kan beskytte sig selv mod det, der er svært. Nogle finder pauser ved at opholde sig meget på deres værelse og høre musik, se fjernsyn m.m., mens andre bruger meget tid sammen med deres venner.

Skab også gerne plads til sjove og festlige oplevelser sammen – både børn og voksne har brug for pauser fra det alvorlige.

#2 ​Forældre må gerne vise deres følelser til teenageren

Hele familien påvirkes følelsesmæssigt, når alvorlig sygdom rammer. Forældre behøver ikke at skjule deres følelser for teenageren, følelserne skal dog helst være under kontrol, så teenageren stadig kan fornemme, at forældrene kan være der for ham eller hende.

Teenagere kan typisk godt klare at se deres forældre være kede af det, hvis de bliver forsikret om, at de (forældrene) godt kan klare situationen, og stadig har følelsen af, at forældrene kan tage vare på dem og yde omsorg. Ved at være åben om deres følelser, viser forældrene åbenhed og signalerer til teenageren, at han eller hun også kan vise og være åben om sine følelser.

Forældrene må dog aldrig lægge ansvaret for deres følelser og trøst over på teenageren. Hvis forældrene f.eks. bliver kede af det, mens teenageren ser det, er det vigtigt altid at forklare, at det ikke er hans eller hendes skyld.

​#3 Opfordr forældrene til at lave aftaler om opgaver i hjemmet

​Rollerne kan ændre sig, når en forælder har en alvorlig sygdom, og øget ansvar kan særligt blive pålagt teenagere. Det er derfor vigtigt, at forældrene afstemmer opgaverne med teenageren og laver aftaler om, hvilke opgaver han eller hun vil påtage sig. Mange teenagere kan føle det som en belastning, og de skal ikke udvikle sig til små voksne. 

Opgaver i hjemmet kan dog også give noget positivt til teenageren i form af en følelse af at have betydning og være værdifuld. Det kan også være en måde at håndtere en eventuel følelse af magtesløshed for teenageren.

​#4 Besøg ved indlæggelse og deltagelse i behandling

Lad meget gerne teenageren komme på besøg på hospitalet, også selvom den syge forælder er bevidstløs. Hvis det er muligt, kan teenageren også være med til en behandling. Besøg og deltagelse i behandlingen er en måde at afmystificere behandlingen og hospitalet. Det betyder samtidig, at teenageren føler sig inkluderet og ikke skal være bekymret for, om forældrene skjuler noget.

​Det er dog vigtig at afbalancere besøg og involvering i behandlingen, så teenageren på den ene side får mulighed for at opretholde sit eget liv, og på den anden side bliver inddraget i det omfang, som han eller hun kan magte. Forældrene kan tale med teenageren om, hvor ofte han eller hun har lyst til at komme med, og hvor meget han eller hun har lyst til at være involveret.

Råd til forældre og sundhedspersonale

​​De følgende 5 råd er målrettet både dig som sundsprofessionel  og forældrene. Du kan derfor videregive rådene til forældrene eller selv bruge dem, når du møder børnene på hospitalet.​

#1 Snak med barnet og spørg ind til hans eller hendes tanker og følelser

Teenagere er gode til at skjule deres følelser for deres forældre, for ikke at gøre dem endnu mere kede af det eller være til besvær. Forældre kan derfor let komme til at undervurdere, hvordan teenageren har det. 

Det er derfor vigtigt, at forælderen og andre voksne tør spørge ind til teenagerens følelser, tanker og bekymringer. Vis, at du som voksen er nysgerrig på, hvordan han eller hun tænker og har det, også selvom tilbuddet om snak i første omgang bliver afvist. Vis din aktive interesse for teenageren, og vis ham eller hende, at han eller hun ikke skal være alene med sine tanker, følelser og bekymringer.

​For teenagerne er det en normal og naturlig proces at lukke ned eller trække sig tilbage. De kan have behov for at være private om deres tanker og følelser. Det betyder ikke, at de er ligeglade eller ikke vil tale, men de har brug for tid. I den situation kan du som voksen forklare, at du spørger, fordi du bekymrer dig. Prøv at finde en balance mellem at spørge ind til teenagerens tanker og følelser uden samtidig at presse for meget på.

En måde hvorpå en forælder eller en anden voksen kan hjælpe samtalen i gang er ved at give udtryk for, at det er normalt at reagere, som teenageren gør, og at det ikke er unormalt at have de følelser og tanker, som han eller hun har. F.eks. kan en voksen sige: ‘Mange unge mennesker bliver vrede, når deres far bliver syg’, eller: ’Mange unge mennesker får skyldfølelse, når deres mor bliver syg’.

Når en forælder eller en anden voksen snakker med en pårørende teenager, er det vigtigt at udvise empati og anerkende hans eller hendes følelser. Respekter teenagerens følelser, prøv ikke at tage dem væk eller negligere dem. Sig fx ’Det er i orden at være ked at det’, ’Det er normalt at være vred, men det går som regel over igen’ eller ’ Jeg er her for at hjælpe dig’. Vis, at du som voksen kan rumme teenagerens følelser, og at han eller hun reagerer normalt på situationen.

Alle børn og unge har i forbindelse med forældres alvorlige sygdom, ulykke eller død brug for, at der er nogen, der tør lade virkeligheden være lige så tung, svær, fortvivlende og forandret, som den er. Det kan være svært blot at lytte, rumme og anerkende, da man som voksen oftest gerne vil kunne afhjælpe eller fjerne de svære følelser fra teenageren. 

Men det er vigtigt, at voksne tillader teenageren at blive i den følelse, som han eller hun giver udtryk for – den voksne skal aflaste, ikke aflede. Det, at teenageren siger følelserne højt og mærker, at en voksen kan rumme og anerkende dem, er i sig selv en hjælp for teenageren.

#2 Tid med venner

Teenagere har særligt brug for tid alene og sammen med deres venner. Det er vigtigt, at teenageren har mulighed for dette, så han eller hun kan udvikle sig ligesom andre unge i løbet af teenageårene. Støtten fra venner betyder ofte meget for teenagere, men det er stadig vigtigt, at forældrene eller en anden voksen får talt med den unge om hans eller hendes tanker og følelser. Det er ikke tilstrækkeligt, at teenageren taler med vennerne om sine tanker og følelser.

​#3 Giv teenageren tilladelse til at deltage i aktiviteter og være glad

Selv om teenagere godt kan forstå, at de kan have brug fra pauser fra sorgen, være glade og deltage i normale aktiviteter, kan de alligevel ofte få dårlig samvittighed over ikke at være kede af det hele tiden. 

Det er derfor godt at fortælle teenageren, at det er i orden fx at være sammen med vennerne og at være glad, selvom fx mor er syg. På den måde kan teenageren hjælpes med at slippe den dårlige samvittighed. Det er også en god ide, at voksne forklarer teenageren, at det er normalt at svinge mellem at være glad og trist.

#4 Hjælp teenageren med at forstå sine reaktioner

​Teenagere reagerer på mange forskellige måder i forbindelse med alvorlig sygdom og død. Det kan for voksne synes selvfølgeligt, at teenageren reagerer på situationen, men teenageren kæder ikke nødvendigvis sine reaktioner og følelser sammen med sygdommen. 

Det kan derfor være en god ide, at forældrene eller en anden voksen taler med teenageren om hans eller hendes reaktioner og forklarer, at det er normalt at reagere – også med stærke følelser – i sådanne situationer, og at der ikke er noget galt med dem. 

Det kan mindske teenagerens følelse af at være forkert og mærkelig. Hvis teenageren i en periode har svært ved at koncentrere sig i skolen og måske får lidt dårligere karakterer, kan forældrene eller en anden voksen også forklare, at det er naturligt og forståeligt.

#5 Inddrag teenagerens uddannelsesinstitution

​Kontakt teenagerens uddannelsesinstitution og indvi dem i familiens situation. Hvis forældrene ikke selv har overskud til det, kan du som sundhedsprofessionel tilbyde at ringe og forklare situationen og aftale, at de ringer forældrene op. Forældrene kan tale med teenageren om, på hvilken måde uddannelsesinstitutionen bedst informeres og inddrages. Fx. om forælderene skal fortælle deres søns eller datters lærer om situationen, eller om teenageren hellere selv vil gøre dette.

Uddannelsesinstitutionen har den daglige kontakt med teenageren, og kan spille en central rolle i at hjælpe ham eller hende i en svær tid. Samtidig kan det være vigtigt for uddannelsesinstitutionen at blive inddraget, så de bedre kan forstå, hvis teenageren for en tid opfører sig anderledes.