'Viden om': Når en forælder dør

Når døden er uundgåelig, er der nogle særlige faktorer, du som sundhedsprofessionel kan være opmærksom på. Her beskriver vi den særlige støtte, du som sundhedsprofessionel kan tilbyde for at støtte forældre og deres børn i tiden op til døden, når døden indtræffer, ved pludselige dødsfald og efter dødsfaldet .

Når en forælder får en alvorlig diagnose, eller en sygdom udvikler sig, kan døden blive en realitet, familien skal forholde sig til. Som sundhedsprofessionel kan du hjælpe familien på vej ved at rådgive om, hvad der kan hjælpe børnene og familien op til dødsfaldet og efter dødsfaldet.

Sådan kan du støtte børn som pårørende ved dødsfald

Tiden op til døden

Støt familien i at få talt om døden.
Støt familien i at få sagt farvel.
Vær opmærksom på barnet eller den unges involvering i sygdommen.
Opfordr familien til at bruge tid sammen.
Giv forslag til hvad familien kan gøre sammen.
Giv forsalg til hvad den døende kan gøre for sit barn

Når døden indtræffer

Forvent ingen bestemte reaktioner, vær forberedt på et bredt spektrum af reaktioner.
Lav små ritualer for at danne overgang fra krisen til sorg.

Pludseligt dødsfald

Støt barnet eller den unge i at får sagt farvel.
Hvis muligt, hjælp med at skabe en fælles historie for det, der er sket.

Efter døden

Rådgiv den efterlevende forælder eller nærmeste omsorgsgiver om deltagelse i ceremonier.
Giv gode råd til at mindes den afdøde.
Rådgive om børn og unges reaktioner og behov for støtte.

I afsnittene nedenfor kan du få viden om, hvordan børn reagerer, og hvordan du kan støtte dem og hele familien før, under og efter et dødsfald.

Tiden op til dødsfaldet

Når en forælder får en alvorlig diagnose, eller en sygdom udvikler sig, kan døden blive en realitet. I den situation er det en god idé, at familien får åbnet op for, at der kan tales om døden. Det er samtidig vigtigt at give plads til håbet fx ved at sige, at der gøres alt for at gøre forælderen rask, eller smertefri.

At tage forskud på sorgen

Ved forventede dødsfald har der forud været et sygdomsforløb. Hvis barnet har fået viden om, at forælderen nu er døende, og at der ikke kan gøres mere for at helbrede, vil barnet ofte tage forskud på den sorg, der er forbundet med en forælders dødsfald (fx chok, savn og vrede). Det kan også betyde, at der kommer færre sorgreaktioner umiddelbart efter dødsfaldet. Selvom det er en svær viden, at ens forælder skal dø, giver det mulighed for at få taget afsked.

Som sundhedsprofessionel kan du hjælpe familien på vej ved at rådgive om, hvad der kan hjælpe i op til dødsfaldet og efter dødsfaldet.

At sige farvel

Når en forælder er døende, er der mulighed for at barnet eller den unge får sagt farvel. Som sundhedsprofessionel kan du hjælpe denne proces i gang ved at rådgive forældrene om, hvad de kan spørge barnet eller den unge om, eller hvis du har et godt forhold til barnet eller den unge, kan du selv aktivt spørge barnet eller den unge.

Du kan fx spørge:

'Hvad skal du fortælle din mor, inden hun dør?'
'Hvad har været godt mellem jer?'
'Hvordan ligner du hende?'
'Skal du fortælle din mor, at du elsker hende?'
'Hvilke gode minder har I haft sammen, og skal I tale om dem?'
Er der noget du skal have spurgt om eller talt med din mor om inden hun dør?

Naturlige reaktioner: vrede, ked af det og tårer

En naturlig del af det at skulle tage afsked er vrede, ked-af-det-hed og tårer. Fortæl (forældre eller dig som sundhedsprofessionel) gerne barnet eller den unge, at det er naturligt med sådanne følelser, og at det er i orden at vise, at man har dem. Alle er kede af det, men det hjælper at være sammen om sorgen.

Det er også i orden, at barnet eller den unge fortæller, at han eller hun er ked af, at mor skal dø, og at han eller hun gerne vil beholde hende. Den døende er også ked af det, og barnet gør ikke den døende mere ked af det ved at få talt med ham eller hende og få sagt farvel.

Hvis håbet skygger for at tale om døden

For nogle børn og unge kan det være svært at anerkende, at en forælder er døende. De kan derfor afvise at tale om det, også selv om barnet kan se, at forælderen ændrer sig fysisk pga. sygdommen, og på den måde bliver direkte konfronteret med den kommende død.

Det kan være vigtigt for barnet at holde fast i håbet. Hvis et barn eller en ung har svært ved at anerkende situationen, er det en god ide, at en forælder eller en anden voksen, som barnet eller den unge er tryg ved, i små doser får gjort situationen virkelig for barnet eller den unge, så han eller hun får muligheden for at få sagt farvel.

Sæt kortsigtede milepæle

Dette kan fx gøres ved sammen med barnet eller den unge at sætte nogle kortsigtede milepæle, der ligger tæt på hverdagen her og nu, og som er realistiske at nå. Disse milepæle kan hjælpe barnet eller den unge med at forstå, hvad der vil ske.

Du kan fx sige: 'Hvis mor lever til sommer, hvad er så vigtigt, at I får gjort sammen? Hvis mor så stadig lever efter sommeren, kan en ny milepæl sættes.

Børn og unges involvering i sygdommen

Når barnet trækker sig

Ved forventede dødsfald kan det ske, at barnet eller den unge trækker sig fra den døende før dødsfaldet for at beskytte sig selv og forberede sig på livet uden forælderen. De kan begynde at tale om, hvad de skal, når forælderen er død, og det kan opleves som om, de begraver forælderen inden han eller hun er død. Det er en naturlig reaktion.

Naturlig forberedelsesadfærd

Det kan være godt, at en voksen barnet har tillid til taler med ham/hende om, at denne forberedelsesadfærd er helt naturlig; men også at der skal være plads til at være sammen og være nærværende i den sidste tid med forælderen.

Når den døende trækker sig

Andre gange er det den døende forælder der trækker sig fra barnet og det kan være svært at være vidne til. Hvis det er muligt, kan du som sundhedsprofessionel tale med den døende om, at det ofte vil nemmere for barnet eller den unge at sørge, hvis den døende er i stand til at være i en tæt og god relation med hans eller hendes barn den sidste tid.

Når barnet deltager for meget

Der kan også ske det modsatte, at barnet er alt for meget til stede under sygdomsforløbet, hvilket kan komme til at gå ud over deres trivsel og deltagelse i hverdagen. Barnet kan have brug for at få tilladelse til og måske blive opmuntret til at fortsætte og være i deres hverdag væk fra sygdommen og hospitalet med undtagelse af de allersidste dage, hvor det er naturligt at være meget til stede.

Brug tid sammen og del og/eller genoplev oplevelser

Som sundhedsprofessionel kan du rådgive forældrene om, hvordan de kan støtte børn og unge i deres sorgproces ved at tale med dem om nogle af de gode oplevelser, som den døende forælder har haft sammen med barnet eller den unge, og om, hvordan barnet eller den unge vil huske den døende forælder.

Ideer til hvad barnet eller den unge kan gøre med den døende forælder

Se på fotos sammen og skriv eventuelt noter til billederne. Forælderen kan fortælle om, da barnet eller den unge var lille eller mindre. Fjollede og skøre episoder vil ofte blive værdsat.
Lig i sengen sammen og snak om jeres yndlingsminder med familien.
Lad dit barn eller den unge tegne en god oplevelse, som han eller hun husker, at I har haft, og tal sammen om den.
Tag billeder. De kan bruges til at mindes, når forælderen er død. Særligt små børn husker ikke så godt, så billeder kan være med til at støtte deres hukommelse og hjælpe dem til at mindes.
Høre musik, se film eller andet I kan lide at gøre sammen
Brug en livsblomst til at tale om, hvordan familien vil huske den døende, så den døende kan leve videre i familiens tanker og bevidsthed. En livsblomst kan fx laves ved at tegne en solsikke, hvor den døendes navn skrives i midten og i hvert blomsterblad skriver familien i fællesskab de egenskaber eller detaljer ved den døende, som de vil huske den døende for.

Forslag til hvad den døende kan gøre for at blive huset

Den døende forælder kan gøre forskellige ting for at give et varigt minde om sig selv til sit barn. En mulighed er at skrive et personligt brev til barnet. Selv små børn, der ikke kan læse, kan have glæde af et personligt brev. Det kan eventuelt arrangeres, så barnet får det til sin konfirmation eller en anden mærkedag.

Ideer til indhold i brevet kan være:

Minder fra fødslen og opvæksten
Gode egenskaber ved barnet
Hvordan du forestiller dig barnets fremtid, eller hvad du ønsker for barnet
Et brev, hvor der blot står: 'Jeg elsker dig. Kh. Far'

Der er også andre muligheder, som den døende forælder kan bruge for at give sit barn et minde om sig selv, der kan glæde og støtte barnet:

Indtal en besked på et bånd, en telefon eller lignende
Optag en video
Lave et fotoalbum til barnet eller den unge og skriv kommentarer til billederne
Giv dit barn et arvestykke, som fortæller en historie
Lav en mindebog

Når døden indtræffer

Børn reagerer - og de reagerer forskelligt

Børn og unges umiddelbare reaktioner på en forælders død ligner ofte de akutte reaktioner og kan være meget varierende. Reaktionerne kan gå fra højlydt benægtelse og aktiv protest til gråd og fortvivlelse. Nogle bliver vrede, udviser uro og hektisk adfærd, mens andre bliver stille og indesluttede.

Andre følelser, der kan opstå, er forvirring, chok, mistro og en følelse af uvirkelighed. Selvom de umiddelbare reaktioner er stærke, kan nogle børn efter nogle minutter stoppe gråden for at stille spørgsmål til dødsfaldet. Det er derfor vigtigt, at du som sundhedsprofessionel er forberedt på et bredt spektrum af reaktioner.

Små ritualer giver stabilitet og ro

Derudover kan du hjælpe barnet, den unge og familien ved at udføre små ritualer. Ritualer kan hjælpe med at skabe stabilitet og orden i det kaos, familien føler at de står i. Ritualer er med til at gøre det uvirkelige virkeligt og lindre krisen.

Når døden indtræffer, kan små ritualer hjælpe med at danne en overgang fra en krisesituation til sorgen. Der findes allerede på hospitalet eksisterende retningslinjer for, hvordan den døde gøres i stand og familiens mulighed for at se den døde. Derudover kan du som sundhedsprofessionel opfordre familien til at lave små ritualer eller eventuelt selv iværksætte små ritualer med de efterlevendes accept, fx:

Tænde et lys for den afdøde
Åbne vinduet så sjælen kan flyve ud
Synge en sang der er speciel for familien
Læse et digt eller tekst højt for familien
Holde hinanden i hånden og tænke på gode minder de hver især har haft med den afdød

Yderligere kan du beskrive for barnet eller den unge hvad der sker med den døde (fx hvordan udseende ændres, hjertet stopper med at slå, kroppen bliver kold mv.), for at hjælpe dem med at begribe det, der sker.

Pludselige dødsfald

Børnene når ikke at forberede sig på dødsfaldet

Børn og unge, der oplever et pludselig dødsfald hos en forælder, har ikke haft mulighed for at forberede sig på dødsfaldet og kan have svært ved at ved at omstille sig til et liv uden den afdøde.

Typisk oplever barnet eller den unge, at han eller hun ikke kan forstå, hvad der er sket (mere end ved forventet dødsfald), forstået på den måde, at de nok rationelt forstår, hvad der er sket.

Men erkendelsen af aldrig at skulle se den afdøde forælder igen og det savn, det medfører, tager længere tid at forstå. I starten kan barnet eller den unge helt fortrænge denne erkendelse for at kunne håndtere hændelsen og ikke blive for overvældet.

Tab af kontrol

Det uventede ved pludselige dødsfald gør, at barnet eller den unge kæmper endnu mere med at genvinde troen på tryghed og kontrol i livet. Barnets eller den unges overbevisninger kan være rystet markant.

Forældre og andre voksne skal ikke prøve ikke at overbevise barnet om, at livet er sikkert og trygt - det har barnet lige oplevet, at det ikke er. Giv i stedet plads til bekymringen ved at lytte til og anerkende barnet eller den unges følelser i de første døgn efter dødsfaldet, dog uden at spørge ind til følelserne aktivt ind.

"Hvad nu hvis"

Et andet hyppigt træk ved pludselige dødsfald er 'hvad-nu-hvis'-tanker hos barnet eller den unge. Tanker om, at det kunne have været helt anderledes, hvis bare man havde sagt, gjort eller blot tænkt noget andet. 'Hvad-nu-hvis'-tanker kan være en måde at forsøge at skabe kontrol på. En måde at få en fornemmelse af, at en selv eller en anden kunne have påvirket udfaldet. Anerkend barnets eller den unges tanker og følelser og forklar, at de ikke kunne have gjort eller sagt noget, der kunne have ændret på situationen.

Skab fælles historie

En måde at hjælpe barnet eller den unge med at forstå forælderens dødsfald er ved at skabe en kronologisk forståelse af, hvad der er sket op til og under dødsfaldet. Ved at skabe mere sammenhæng i omstændighederne omkring dødsfaldet modvirkes, at barnet eller den unge får skabt en fortælling, der er sat sammen af brudstykker, som kan gøre det svært at forstå tabet. Historien skal være fælles for de nærmeste, så det forhindres, at der kommer modsatrettede fortællinger om tabet.

At få sagt farvel

En af de ting, der fylder meget hos børn og unge, der oplever, at deres forælder pludselig dør, er, at de er blevet frataget muligheden for at sige farvel. Barnet eller den unge kan føle, at forælderen derved ikke fik at vide, hvor meget forælderen betød for ham eller hende.

For at hjælpe barnet eller den unge gennem følelsen af ikke at have fået tilkendegivet sine følelser tilstrækkeligt over for den afdøde forælder, kan den anden forælder, en anden omsorgsperson eller du som sundhedsprofessionel spørger ind til, hvordan familien var vant til at vise og bekræfte deres forhold til hinanden. Fx:

'Vidste din far, at du elskede ham?'
'Hvordan vidste han det?'
'Hvad var jeres måde at vise det på?'
'Hvornår var sidste gang, I viste det eller sagde det til hinanden?'

Børnene eller de unge kan tage afsked med den døde forælder ved at fortælle om deres forhold, hvordan han eller hun vil huske forælderen, og hvad han eller hun satte pris på og vil savne hos den afdøde. En anden måde er at skrive et brev til den afdøde eller for mindre børn at tegne en tegning.

Efter dødsfaldet

Børn har også brug for at tage afsked

Det kan for de nærmeste omsorgsgivere til de pårørende børn eller unge være svært at vurdere, om børnene eller de unge skal deltage i en begravelse eller andre former for ceremonier.

Typisk vil voksne, så vidt muligt gerne beskytte børn og unge mod de ting i livet, der indeholder smerte. Børn og unge har dog typisk brug for at være med til begravelser eller andre ceremonier for at hjælpe sorgarbejdet, og for ikke at forstærke fornægtelsen og dermed gøre situationen værre.

Børn har ligesom voksne brug for at tage afsked for at gøre det uvirkelige virkeligt og for at have et konkret holdepunkt for deres sorg. Netop dette hjælpes barnet eller den unge med ved at lade ham eller hende deltage i begravelsen eller en anden form for ceremoni.

Når børn deltager i ceremonier i forbindelse med dødsfald

Når børn deltager i ceremonier i forbindelse med dødsfald, er det dog centralt, at det foregår på en måde, der ikke belaster børnene yderligere. Der er derfor vigtigt, at:

Forberede barnet på ceremonien på forhånd.
Lade barnet følges med en voksen, som det kender (er tryg ved) under ceremonien.
Efterfølgende give barnet mulighed for at bearbejde indtrykkene.

1) Forberedelse af barnet for ud for ceremonien

Inden ceremonien er det vigtigt at forberede særligt de små børn på, hvad der skal ske, hvordan rummet, som det foregår i, ser ud, hvordan der er pyntet op, hvilke sange der skal synges mm.

Hvis den døde er synlig, er det en god ide at fortælle barnet, hvordan han eller hun ligger og ser ud, og hvilket tøj han eller hun har på.

Fx kan man sige: 'Far ligger i en fin hvid kiste med hænderne foldet over brystet. Huden ser anderledes ud end normalt, og han har et blåt jakkesæt og en hvid skjorte på'.

Børn bør også så vidt muligt forberedes på de sanseindtryk, der møder dem, fx at den døde vil være kold, hvis barnet rører ved ham eller hende, eller hvis der er en speciel lugt i rummet. Yderligere kan børn forberedes ved at fortælle, hvordan de voksne kan reagere, og hvordan barnet selv kan komme til at reagere.

Inddragelse af børn i forberedelsen

Børn i skolealderen og unge kan også blive inddraget i nogle af beslutningerne omkring ceremonien og på den måde gøre ceremonien mere personlig. Fx kan barnet vælge noget af det tøj, den døde skal have på eller et musikstykke, der skal spilles under ceremonien. Måske vil barnet eller den unge gerne lægge en tegning eller en særlig ting med i kisten. Det kan også hjælpe barnet eller den unge at skrive et brev til sin afdøde forælder. Dette kan være særligt vigtigt, hvis det er et pludseligt dødsfald, og barnet eller den unge derfor ikke har haft tid eller mulighed for at sige farvel. På den måde bliver sorgen mere konkret og reducerer dermed noget af den hjælpeløshed og afmagt, som barnet eller den unge kan føle.

2) Under ceremonien har barnet brug for en tryg voksen

Under ceremonien er det bedst, hvis barnet eller den unge har en voksen, som han eller hun er tryg ved, ved sin side. Hvis det er for svært for den efterladte forælder, som måske også har brug for at deltage fuldt ud i ritualet uden at bruge for meget opmærksomhed på barnet eller den unge, kan det være en anden voksen, som barnet eller den unge har tillid til og er tryg ved.

Under ceremonien kan børn og unge også få sagt farvel, ved at hviske et sidste farvel i øret eller sige det til sig selv under ceremonien. Nogle ældre børn og unge kan også have brug for lidt tid alene med den afdøde forælder.

Små børns ageren under en ceremoni

Forældre bør være forberedt på små børns ageren under ceremonien. Små børn kan finde på mange skøre ting, der kan synes upassende. De kan til tider chokere, hvis de deltager i en ceremoni, hvor de kan se den afdøde, ved fx at stikke fingeren i næsen på den døde eller løfte op i øjenlågene, for at undersøge, hvad 'død' er for noget. Mindre børn kan også være urolige under ceremonien og løbe rundt, danse og synge. Ofte er mange dog rolige pga. de mange nye indtryk. Prøv så vidt muligt at udvise forståelse for det lille barns reaktioner og lav en plan B, hvis dit barn ikke kan være til stede under hele ceremonien.

3) Efter ceremonien

Efter ceremonien er det vigtigt, at barnet eller den unge får mulighed for at bearbejde sine indtryk på en alderssvarende måde. Skolebørn og teenagere kan have brug for at tale om oplevelsen, mens mindre børn vil have brug for at lege deres indtryk ud. Et gravsted kan gøre døden mindre abstrakt og give barnet eller den unge et konkret sted, hvor han eller hun kan henvende sig med sine tanker og følelser, og på den måde blive hjulpet gennem sin sorg.

Hjælp til at mindes

Der er forskellige måder, hvorpå et barn eller en ung kan støttes i at mindes den afdøde forælder. Små børn kan blive hjulpet ved, at familiemedlemmer fortæller historier om den afdøde og ved at kigge på billeder. Børnehavebørn, skolebørn og teenagere kan blive hjulpet ved, at de bliver opfodret til selv at fortælle om episoder, som de havde med den afdøde, og ved at se på billeder sammen med familiemedlemmer, gerne fra den periode hvor den døde var rask. Konkrete genstande som fx tøj eller smykker kan være betydningsfulde for børn og unge som minder om den afdøde.

Billeder fra begravelsen (eller en anden form for ceremoni) kan også bruges til at mindes den afdøde. Det kan være særligt hensigtsmæssigt at bruge disse billeder, hvis et barn eller en ung ønsker at vende tilbage til situationen for at få klarhed eller information. Billederne kan også bruges til mindre børn, der ikke altid kan rumme situationen i øjeblikket. I disse situationer kan billederne vises til børnene, når de er ældre og bedre kan forstå, hvad der er sket.

Sidst opdateret: 16. maj 2025

Redaktør

Webredaktør CPI